Mødre skal screenes
Sundhedsplejen ændrer på sine tilbud til nybagte forældre
"Hun vil bare ikke sove uanset, hvad jeg gør. Hvad pokker skal jeg gøre?"
I mange år har desperate og usikre nybagte forældre kunne søge råd alle ugens dage hos en kommunal sundhedsplejeske. Hun var blot et telefonopkald væk, men den service forsvinder nu ligesom også tilbuddet om åbent hus hos de kommunale sundhedsplejerske skæres drastisk ned.
Den kommunale forklaring på vagttelefonens afsked lyder:
“Tiden er løbet fra vagttelefonen, og behovet er der ikke mere. Alle sundhedsplejersker har i dag mobiltelefoner, og familierne ringer derfor primært til den sundhedsplejerske, de er tilknyttet,” siger Hanne Lindhard, leder af Sundhedsplejen.
Mens vagttelefonen altså forsvinder, og antallet af åbent hus arrangementer reduceres lancerer Sundhedsplejen til gengæld et nyt tilbud. Fra næste uge vil alle nybagte mødre blive tilbudt en screening for fødselsdepression og fra den 1. februar 2015 vil samme tilbud blive givet til de nybagte fædre. Målet er at opspore fødselsdepressioner tidligt og tilbyde den nødvendige hjælp og støtte.
“Det er selvfølgelig helt normalt at være træt, følsom og have en tudedag, når man er blevet mor, men hvis man er trist, modløs og har følelsen af ikke at kunne slå til i rollen som mor, kan det være tegn på en efterfødselsreaktion eller en begyndende fødselsdepression, og det kan belaste kontakten mellem mor og barn og hele familiens trivsel,” siger Hanne Lindhard.
Takker mødrene ja til screeningen vil sundhedsplejersken ved tomånedersbesøget i familien tage en snak med moderen - og meget gerne også faderen - ud fra et spørgeskema om, hvordan moderen har det, og hvordan familien trives. Herefter kan sundhedsplejersken ud fra en vurdering af svarene iværksætte støtte til moderen, så hun kan få hjælp til at finde sig til rette i moderrollen. Der er blandt andet mulighed for at sætte ind med hyppigere besøg af sundhedsplejersken, henvisning til egen læge og tilbud om gruppeforløb med andre mødre.