Fortsæt til indhold

Nu går affaldet under jorden i Havnegade

Arkiv
Arkiv

Fredag 19. september bliver de nye nedgravede affaldscontainere taget i brug i Havnegade i Vejle som et forsøgsprojekt. Det er første gang, at affaldet går under jorden på en offentlig vej i Vejle Kommune. De nedgravede containere skal bidrage til at indsamle og genanvende endnu flere værdifulde resurser, der findes i affaldet.
De nedgravede affaldscontainere i Havnegade erstatter de traditionelle affaldsbeholdere til dagrenovation og papir. Fra 19. september skal beboerne i Havnegade aflevere deres madaffald, restaffald og papir i de nedgravede affaldscontainere. Derudover skal de også aflevere metal- og plast emballage, glas og flasker samt batterier i de nedgravede affaldscontainere, der over jorden er forsynet med indkast til de forskellige affaldstyper. Der er ifølge Søren Peschardt, 1. viceborgmester og formand for Natur & Miljøudvalget, mange fordele ved det nye system:
“I et byområde, hvor pladsen er trang, giver nedgravede affaldscontainere nye muligheder for at indsamle og genanvende endnu flere af de værdifulde ressourcer, der findes i affaldet. Byrådet i Vejle Kommune støtter i forlængelse af regeringens ressourceplan ”Danmark uden affald” op om initiativer, der skal øge genanvendelsen af affald i Vejle Kommune fra 41 procent i dag til 53 procent i de kommende år. Derfor hilser vi naturligvis dette forsøgsprojekt velkommen,” siger Søren Peschardt i en pressemeddelelse fra Vejle Kommune.
De nye sorteringsmuligheder i Havnegade skal også give vigtig viden om genanvendelse og affaldsmængder. De konkrete erfaringer fra Havnegade vil, så vidt det er muligt, indgå i planlægningen af de nye affaldsordninger, der forventes at blive indført i hele Vejle Kommune 1. april 2016. I forsøgsperioden frem til januar 2016 vil der derfor blive gennemført forskellige affaldsanalyser og undersøgelser af affaldet i Havnegade.
e nedgravede affaldscontainere er etableret samtidig med, at Havnegade har gennemgået en omfattende renovering. Gaden fremstår nu med nye fortove, ny vejbelysning, nyetableret cykelsti og høje lindetræer. Indkastet til de nedgravede affaldscontainere har fået et enkelt design, og de er placeret i begge sider af Havnegade, så det ikke er nødvendigt at krydse vejen for at komme af med sit affald. De nedgravede affaldscontainere er luft- og lugttætte og vil blive tømt efter behov - i starten med 14-dages interval.