Tricktyve lurer igen og stjæler punge
Både Netto - og Bilka-kunder har været ramt
Ina Bjerregaard
Så er der tricktyve på spil igen, det oplyser Vejle Lokalpoliti.
Blandt andet ved et par Netto-forretninger i Vejle på både Finlandsvej, Olgasvej og i Nørremarkscentret har tricktyve franarret kunder deres punge og efterfølgende hævet anseelige summer på diverse kreditkort.
Også kunder ved Bilka har været udsat for tricktyve. Ofte er tricktyvene engelsktalende, og ved Bilka kørte vedkommende i en tysk indregistreret minibil.
Tyvene antaster folk, når der er størst chance for, at man er uopmærksom, og så napper de pungen. På et kreditkort fra en stjålet pung blev der hævet 25.000 kroner, det oplyser John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi.