Stemmesluger smidt ud af Dansk Folkeparti
Holger Gorm Petersen er fortid i Dansk Folkeparti
Vejle Kommunes 2. viceborgmester Holger Gorm Petersen er blevet ekskluderet fra Dansk Folkeparti. Ifølge TV Syd har partiformanden i Vejle fået besked på at trække sig som gruppeformand for byrådsgruppen og fra sin plads i økonomiudvalget, hvis han ville undgå at blive ekskluderet.
Holger Gorm Petersen tilbød at trække sig gruppeformand, men ville ikke trække sig fra økonomiudvalget, fordi han mener, han har et ansvar overfor de 2.149 vælgere, der stemte personligt på ham ved kommunevalget i 2013.
"Jeg synes, det er en hetz og en personlig forfølgelse, og jeg er da overrasket. Der er ingen, der har udtrykt kritik af mig overhovedet det seneste halve år, men de har åbenbart haft en skjult dagsorden," siger Holger Gorm Pedersen til TV SYD.
"Vores partiformand (Kristian Thulesen Dahl) har ikke en eneste gang løftet røret selv for at snakke med mig. Men sådan er det nok, når magten stiger én til hovedet. Hvis man ikke retter 100 procent ind til højre, så ryger man åbenbart ud," siger Holger Gorm Petersen til TV-stationen.