Vi beder om garanti - ikke tilskud
Bestyrelsen for Ros Efterskole ønsker at præcisere flere forhold om den efterskole, som forsøges etableret i Roskilde. I Roskilde Avis 19. september er der refereret fra seneste møde i økonomiudvalget, og det er i forlængelse af denne artikel, bestyrelsen i dette læserbrev belyser faktuelle forhold, som kan have betydning for byrådets beslutning. Onsdag 24. september behandler Roskilde Byråd således en forespørgsel fra Ros Efterskole om kommunegaranti på 15 millioner. Der er IKKE tale om et tilskud. Der er tale om en garanti stillet af kommunen med bl.a. det formål, at forældre til børn, der kommer til at gå på efterskolen og andre interessenter får tryghed for efterskolen og dens virke. Sådan en garanti har Roskilde Kommune tidligere stillet, men da kommunen for et års tid siden reserverede konkrete bygninger til efterskolen, bortfaldt garantien.
For restriktiv
Bestyrelsen understreger, at der ikke er tale om, at kommunen upfront skal støtte etableringen af efterskolen. Kommunen skal ”blot” stille garanti. En sådan garanti vil have stor betydning for Ros Efterskole. De konkrete bygninger, som der med ligeså konkrete forbehold kunne disponeres over, er Haraldsborg, der også er nævnt i gengivelsen fra Økonomiudvalgets møde. Ros Efterskole fik altså mulighed for at disponere over disse yderst velegnede bygninger. Der er IKKE tale om, at bygningerne blev foræret til Ros Efterskole. Der var tale om, at bygningerne kunne disponeres. Nogle vil kalde det en reservation af bygningerne. Ros Efterskole fik ét år til at skaffe penge til etableringen, men de betingelser bygningerne – altså Haraldsborg – var reserveret til Ros Efterskole på var for restriktive, og derfor – og udelukkende derfor – var det ikke muligt at købe og/eller belåne bygningerne ej heller at få bevillinger fra diverse i øvrigt meget interesserede fonde.
Selvfinansierende
Når Ros Efterskole er etableret, er skolen selvfinansierende. Af artiklen fra fredag, den 19. september (Ny chance for flygtninge på Haraldsborg), fremgår det også, at der tilsyneladende er en opfattelse af, at bestyrelsen har haft to år til at skaffe pengene til etableringen. Det er ikke tilfældet. Bestyrelsen fik som nævnt ét år. Det er dog ganske korrekt, at bestyrelsen har været i gang i et par år med etablering. Efterskolens idégrundlag er dokumenteret og gennemarbejdet, og der er eksempelvis også udarbejdet prospekt, undervisningsplaner med meget mere. Det tager tid, og at bestyrelsen har været i gang og fortsat er i gang, vidner set med vores øjne om, hvor seriøse vi er.
Generalforsamling
Bestyrelsen for Ros Efterskole håber, at Roskilde Byråd reetablerer den tidligere stillede kommunegaranti på 15 millioner kroner, så arbejdet med at etablere en byefterskole med outdoor på fjorden og i skov og på land kan fortsætte. I den forbindelse afholder skolen generalforsamling mandag d. 27. oktober kl. 19.00 på Hotel Prindsen, der også støtter Ros Efterskole. Tilmeldingen kan ske til bestyrelse@rosefterskole.dk Janne Hjorth Brask formand Lotte Nowack næstformand Ros Efterskoles bestyrelse.