Fortsæt til indhold

En 13-årig pige med slag i

Smilla Sønderby er med i Lokalavisen Budstikkens talentjagt

Arkiv
Lars Saugbjerg

Man kan høre, at hun gør det rigtigt. Golfkøllens lyd, der suser gennem luften - og den rammer rent. “Klong”. Golfbolden farer af sted. Avisens udsendte aner intet om køllehastighed og driverens vinkel, men når Smilla laver sit sving, lyder det bare rigtigt.
Vi befinder os i Fredericia Golf Club. I Lokalavisen Budstikkens jagt på unge talenter møder vi denne gang 13-årige Smilla Sønderby.
“Jeg var kun fire år, da jeg begyndte at spille golf. Mine forældre spiller golf, og vi bor her i området, så jeg stod tit og kiggede på. En dag var der en træner, der spurgte, om jeg ikke skulle meldes ind. Siden har jeg holdt ved - jeg elsker bare golf,” konstaterer Smilla med et smil og tilføjer, at hun har arvet sit konkurrence-gen fra sin mor.
Det er en sportsfamilie. Smillas mor har dyrket svømning og windsurfing på højt niveau - og været klubmester i golf. Smillas far er ivrig kitesurfer.

Træning

Man kan være født med et talent, men hvis ikke talentet bliver dyrket og udviklet, visner det. Tid er dermed en væsentlig faktor.
“Jeg har stor opbakning hjemmefra og træner 25-30 timer om ugen. Golf foregår ikke kun på græs. Jeg styrketræner via Fredericia Eliteidræt - og det er rigtig godt. Her møder jeg også andre sportsfolk, som jeg kan dele erfaringer med,” fortæller Smilla Sønderby, der går på Fredericia Realskole.
Lektier og kammerater skal passes, men det skal træningen også.
“Det kan være svært at få golfen til at gå op med skole og venner. Men som sagt: Jeg elsker bare golf, og kan ikke give slip! Efter sommerferien sidste år var jeg ret træt af det, men så gik jeg en “drømmerunde” i Spanien - og lidt efter vandt jeg et mesterskab. Så er man jo tændt igen.”
Når man som golfspiller netop har gået sin bedste runde, får man naturligvis mere blod på tanden.
“Kampen mod mine konkurrenter og ikke mindst kampen mod mig selv er spændende. Det fascinerer mig, at man kan opnå store forandringer ved selv små justeringer. Min træner (Jan Frej) kan flytte to millimeter på min tommeltot - og så er slaget et helt andet. Det er så fedt med golf.”

“Jeg fik mit første legetøjs-golfsæt, da jeg var to år.”

Smilla Sønderby, Golftalent

Drømmen

Selvtillid er også en vigtig faktor, når en golfspiller skal opnå store resultater. Føler du dig som et talent?
“Ja.”
Er du en rollemodel?

“Ja.”
Hvad er din golfdrøm?

“Jeg bliver professionel og spiller på LPGA touren (Ladies Professional Golf Association).”