Her er vinderne
Det var de store klapsalver, der var fremme, da Lokalavisen Budstikken i aftes uddelte årets talentpris. Rammen var Rådhuspladsen, hvor finalisterne gik på scenen. Spændingen blev trukket til det sidste, og avisens mediechef Charlotte Pour slog fast, at det gennem hele konkurrencen havde været et tæt løb.
Men afgørelsen skulle falde. Dommerkomiteen valgte ikke kun én vinder i Talentjagten, men to. Nemlig violinisten Marie Brinck-Jensen og U14-drengene hos Trelde GI Håndbold, der var nomineret som et hold.
Prisen på 25.000 kroner blev delt i to. Altså 12.500 kroner til vinderne.
Charlotte Pour erkender, at det har været svært at dele talentprisen op i både kultur og idræt.
"Så derfor vil vi næste år lave to priser. 25.000 kroner til et talent inden for kultur – og 25.000 kroner til et talent inden for idræt. Næste år uddeler vi altså dobbelt så mange penge,” siger mediechefen.