Vinderne fra Trelde
Drengene fra Trelde GI Håndbold løb med halvdelen af prisen
Halvdelen af Lokalavisen Budstikkens talentpris på 25.000 kroner gik til U14-drengene hos Trelde GI Håndbold. Holdet sikrede sig dermed 12.500 kroner.
Holdet er vant til at vinde. Pokalskabet i Bøgeskovhallen er forlængst vokset til flere skabe, der bugner af pokaler, medaljer og diplomer.
Men at vinde Lokalavisen Budstikkens talentpris er noget andet. Den vinder man ikke “bare” ved at vinde håndboldkampe. Der skal en anden form for talent til. Også her har holdet markeret sig - blandt andet med et stærkt fællesskab, anderkendelse af hinandens forskellighed og også accept, når nogen har en dårlig dag på banen.
Det sidste kan dog være en vanskelig udfordring, fortæller drengene.
Får klar besked
“Hvis man spiller dårligt, får man klar besked,” siger Kristian Karlskov.
Der er ikke tale om, at hverken holdkammeraterne eller træneren ydmyger nogen for at have præsteret for dårligt.
“Men der er et forventningspres på os. Og det et ok. Vi kan jo også bedst selv lide at vinde,” siger Daniel Astrup.
Drengene er ikke helt enige om, om de overhovedet kan tåle at tabe.
“Hvis det er en helt tæt kamp, hvor vi bliver slået af et bedre hold efter at have gjort hvad vi kunne, kan jeg godt acceptere at tabe,” siger Anders Pedersen, hvorefter der i nogle sekunder er helt stille rundt om bordet i Bøgeskovhallens café.
“Jeg gider altså aldrig at tabe,” siger Christoffer Tubéll.
Det virker som om flertallet er mest enig med ham. Men nederlag kan jo ikke undgåes.
“Glæden ved at vinde er større end smerten ved at tabe,” skærer Daniel Astrup igennem.
Skarp felt
Håndbolddrengene delte årets talentpris med violinisten Marie Brinck-Jensen. Læs om hende her på siden.
Andre stærke sportsfolk var med i feltet, som gennem året er blevet beskrevet her i avisen.
“Der var mange rigtig gode med. Så vi er stolte af prisen,” lyder det fra drengene.
Næste år dobler Lokalavisen Budstikken op på talentprisen, så der er én til et kulturtalent og én til et sportstalent. Begge på 25.000 kroner.
"Det er de bedste, der bliver til noget."
Kristian Karlskov Trelde GI Håndbold