Fortsæt til indhold

Brug for solidaritet med Jyllinge

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

ULYKKERNE ER REGNET NED ELLER FLAMMET OP i Jyllinge gennem det sidste halve år. Først kom stormfloden med den katastrofale oversvømmelse i Jyllinge Nordmark, og nu er hele byens idræts- og kulturcentrum i hallerne sat ud af kraft efter en ulykkelig kæmpe-brand.
Konsekvenserne er i begge tilfælde så store og alvorlige, at det kalder på sammenhængskraften og sammenholdet fra alle i Roskilde kommune, hvis vi skal kunne kalde os et lokalsamfund, hvor man bekymrer sig for- og tager sig ordentlig af hinanden.

FLERE HUNDREDE FAMILIER
er stadig ikke kommet tilbage i deres egen bolig efter stormfloden i december 2013. Selv om lokale folketingsmedlemmer som Flemming 'Fut' Damgaard (V) og Mette Gjerskov (S) har sørget for, at de nu får bedre erstatning, end regeringens forslag og den hidtidige lovgivnng lagde op til, får de ramte familier langt fra alle de værdier igen, som de har mistet.
Derfor har alle disse Roskilde-borgere stadig brug for hjælp fra os andre gennem det lokale fællesskab, som en kommune gerne skal udgøre. Uanset om prisen ender på 30 eller 50 millioner kroner, skal der laves en kystsikring, så de atter kan være trygge i deres egen bolig. Det er i øvrigt også en forudsætning for, at husene bliver noget værd, så de er til at sælge eller låne i, og beboerne får råd til en ordentlig istandsættelse.

DEN NYE KATASTROFE
med storbranden onsdag, der har gjort Jyllinge-hallerne ubrugelige er mindst lige så alvorlig. Kun beboerne i det nedbrændte nabohus har denne gang måttet flygte fra hus og hjem, men til gengæld er op til 7.000 ugentlige brugere af hallen blevet hjemløse.
Så det var en god nyhed, da Roskilde kommune allerede torsdag kunne meddele, at man vil finde plads i andre haller til de mange, der plejer at bruge Jyllinge-hallerne. Alt andet ville også have været for ringe.

PRISEN FOR EN GENOPBYGNING
af Jyllinge-hallerne, som ikke kan være til diskussion, anslås i første omgang til 50 millioner kroner eller mere. Selv om det i sidste ende nok skal betales af forsikringen hos den håndværker, der ifølge de første oplysninger forårsagede branden, kan det som bekendt tage tid at få disse penge. Spørg bare stormflods-ofrene i Nordmarken om, hvor let det er at få det, som de har krav på.
Derfor må kommunen som fælles repræsentant for alle sine borgere også være klar til at lægge ud, hvis det er nødvendigt for at få en hurtig genopbygning af hallerne.

GØR-DET-SELV-FOLKET
har skabt Jyllinge-hallerne, der i vidt omfang er opført for penge, som er tjent på de berømte ålefester og andre private initiativer blandt borgerne. Derfor er det et privat selskab, der ejer hallerne, selv om kommunen betaler den største del af driften – lige som den gør i andre områder, hvor den selv ejer faciliteterne.
Men i denne katastrofe-situation, er det kun en teknikalitet, der ikke må forhindre omgående genopbyging, som samtidig også vil være en dobbelt hjælp.

ROSKILDE ER VELHAVENDE
i forhold til de fleste andre byer og kommuner i landet. Borgerne tjener pænt og betaler deres skat, mens byrådet og de kommunalt ansatte også har passet godt på pengene, så der nu er en halv milliard i kassen at gøre godt med.
Jeg ved godt, at disse penge kun kan bruges én gang og hurtigt forsvinder, hvis vi flotter os med store, faste udgifter til det ene eller det andet. Men situationen i den nordlige forpost ved Værebro Å er så alvorlig, at det være for fattigt, hvis resten af Roskilde ikke er parat til nu at give dem en ekstra hånd. Derfor bør vi hurtigt kunne blive enige om, at der er:
BRUG FOR SOLIDARITET MED JYLLINGE