Kald os bare Copenhagen
ROSKILDES NAVN OG GODE RYGTE, forsvarer vi med næb og kløer her i avisen, som alle opmærksomme læsere sikkert har lagt mærke til. I vikingekongernes gamle hovedstad og den tidligere kirkelige storby indenfor hele Norden sætter vi skam ikke vores lys under en skæppe.
Vi har da også noget at have denne selvforståelse i med domkirkebyens mange kvaliteter. Eksempelvis har vi for øjeblikket hjemført titlen som 'Danmarks bedste handelsby', og en nylig undersøgelse viste, at Roskilde er den sjette mest kendte by i landet, selv om vi kun er nummer 10 i størrelse.
JYDERNE SIGER JO, at alt øst for Storebælt er København. Det kan vi kun grine af, fordi vi ved bedre. Blandt andet kan vi svare dem med en viden om, at Hobro ligger i toppen af Superligaen, mens den gamle fodboldstolthed AGF er nede i 1. division og nu spiller sammen med Roskilde. Så fik de den.
Men i det store udland kan vi til gengæld ikke forvente, at folk ved meget mere, end at København er hovedstaden her i landet. Det er endda meget at forvente af amerikanere og andre. Vi er jo heller ikke for gode selv: Hvor mange ved f.eks. at hovedstaden i New York – altså staten – hedder Albany.
IDEEN OM AT SÆLGE HELE ØSTDANMARK under navnet Copenhagen er indlysende og rigtig. Så det var særdeles fornuftigt, at alle kommuner og de to regioner på Sjælland forleden på et møde i Roskilde blev enige om denne fælles markedsføring.
Hver for sig kan hverken den enkelte kommune eller de to regioner klare denne opgave i den stadigt hårdere konkurrence med andre nordeuropæiske metropoler som Hamborg og Berlin, der jo faktisk er selvstændige lande i forbundsrepublikken.
Vores område, inklusiv det gamle Østdanmark med Skåne-landene og Malmø, kan kun vinde på det nye samarbejde.
ANGLO-SAXONISK KULTUR IMPERIALISME, hvor alt skal have engelske navne, selv om vi har gode danske ord i vores eget sprog, synes jeg normalt er både forkert og latterlig.
Her i byen havde vi et skræk-eksempel med turist- og erhvervs-kontoret, der pludselig kaldte sig Zealand Business Connection, hvilket hverken danskere eller engelsktalende forstod en fis af. Heldigvis blev der til sidst sat en stopper for galskaben, og vi har nu turistkontoret på Stændertorvet og en erhvervsafdeling på rådhuset.
Når det gælder om at markedsføre både hovedstaden og det øvrige Sjælland, kan jeg dog godt se fordelen ved at kalde os for Copenhagen. Det er også til at forstå på de to andre vigtige kultursprog, når de siger: Copenhague est la capitale du Danemark eller Kopenhagen ist die haupstadt von Dänemark.
TURISTMÆSSIGT VIL OMRÅDET nu have hele tre seværdigheder på UNESCO-listen over verdens kulturarv, nemlig Kronborg i Helsingør, flintlaget i Stevns Klint, der vidner om dinosaurernes udslettelse – og Roskilde Domkirke.
Nu er det altså kun op til os selv at få skabt det planlagte formidlingscenter under Domkirkepladsen, så vores katedral endelig kan skaffe Roskilde de turist-indtægter, som den har attraktions-værdi til.
Erhvervsmæssigt kan Roskilde-området også få meget stor gavn af den fælles markedsføring. Vores planlagte store erhvervsområde for højteknologiske energi-virksomheder, Risø Park, mellem RUC og Risø, skal tiltrække firmaer, som vurderer denne placering ud fra de kvaliteter, som hele Sjælland (og Skåne) kan tilbyde.
FEDE FLOSKLER I STORE SKÅLTALER eller høje lønninger til folk, der bare sidder på et kontor, skaber ingen gennemslagskraft i det fælles fremstød. Derfor må alle vi skatteborgere i kommunerne og de to regioner forvente, at der faktisk bliver udført et effektivt arbejde.
Det er ikke gjort med, at de mange borgmestre, to regionsformænd og ministre forleden bekræftede hinanden ved mødet på Comwell i Himmelev. Mens vi venter på, at projektet også bliver til noget i virkeligheden, kan vi da godt sige:
KALD OS BARE COPENHAGEN