Det bedste fra to børnehaver
De to selvejede børnehaver i området, Sdr. Otting og Ryeshave, går sammen
Efter 72 år som børnehave bliver Villa Anna på Årøsundvej i Haderslev nu afhændet. Bestyrelserne for de to selvejede børnehaver i området, Sdr. Otting og Ryeshave, har fundet sammen, for at løse udfordringen om det faldende børnetal i fællesskab. Annas alder taget i betragtning er det mest fordelagtigt at flytte sammen i de yngre lokaliteter i Ryeshave på Rabensvej.
Grundlagt i 1941
Det var en gruppe forældre, som i 1941 tog initiativ til at oprette en dansksindet børnehaveforening. De købte derfor en pragtvilla på Årøsundvej i Haderslev, Villa Anna, der rådede over tre lejligheder. Stuelejligheden skulle indrettes til en folkebørnehave for børn af ”mindre bemidlede forældre”. Børnehaven skulle have plads til 23 børn.
Der var mange udfordringer undervejs i etableringsprocessen, men i november 1942, lykkedes det at indvie Sdr. Otting Børnehave. Børnehaven blev opkaldt efter det område i Haderslev, hvor den lå, og det endte med, at den kunne rumme mere end tre gange det oprindeligt ønskede antal børn.
Sdr.Otting og Ryeshave med leder Dorthe Asaa, tager udfordringen op og fortsætter historien sammen med børnene, deres forældre, bestyrelsen og personalet med det bedste fra de to børnehaver.