600 flygtninge på Sankt Hans
Roskilde diskuterer henvendelse om åbning af nyt center i det gamle hospital
Roskilde kommune har fået henvendelse fra Flygtningehjælpen om indkvartering af op til 600 nye flygtninge fra borgerkrigen i Syrien i de tomme bygninger ved det tidligere Sankt Hans hospital, der ejes af Region Hovedstaden.
Sagen blev behandlet på Økonomiudvalgets møde onsdag, hvor det blev besluttet at indhente yderligere oplysninger om, hvordan det skal foregå.
- Vi skal selvfølgelig holde døren åben for mennesker på flugt for livet, men vi kan ikke bare lade den stå åben hele natten. 600 er efter min opfattelse for mange i dette område, siger borgmester Joy Mogensen.
- Her vil blive tale om ophold for nye flygtninge i lighed med Sandholm, så det kan ikke sammenlignes med udslusnings-steder som Haraldsborg, forklarer Joy Mogensen.
Roskilde ønsker ikke en permanent lejr for nye flygtninge på Sankt Hans, da kommunen arbejder med planer om boliger og parker i det naturskønne område ud til fjorden.
tk