De skøre røde køber aktier
VBs fanklub, The Crazy Reds, har valgt at bakke op omkring indkøb af aktier i den nu værende aktieemission, som VB har kørende. Fanklubben har brugt af nogle af de penge, som var på fanklubbens konto samt har modtaget en række donationer fra medlemmer, andre fanklubber, Vejle Turisttrafik med flere.
Vejle Turisttrafik donerede 25.000 kroner, som fanklubben har kunne købe aktier for.
“Hvilket vi takker dem for,” lyder det fra formanden for fanklubben. Morten J. Hansen.
Han fortsætter:
“Bestyrelsen har valgt at bruge lidt af de penge som vi har på kontoen. Uden klubben i det format vi kender nu, vil fanklubben heller ikke have samme størrelse. Vi havde før dette også aktier i Vejle Boldklub, og vi mener at med erhvervelsen af lidt flere aktier, vi også har sendt det signal, at fanklubben The Crazy Reds naturligvis bakker op om at bibeholde Vejle Boldklub og dens professionelle fodboldhold. Vi har valgt, at folk også kunne donere penge, så vi ikke tømmer vores konto for penge. Vi vil stadigt arrangere aktiviteter, busture, fester og andet som kan glæde vores medlemmer. Den slags skal vi ikke tage pengene fra, eftersom det er en stor del af det fællesskab som er i The Crazy Reds,” nævner han.
De nye aktier vil ikke give indflydelse i Vejle Boldklubs bestyrelse. Til dette er indkøbet for lille.