Torvet er skam åbent
’Kartoffel’-Jens Galsgaard Sørensen og de øvrige stadeholdere, der sælger varer hver onsdag og lørdag, når Roskilde har torvedag, er meget utilfreds med informationen omkring istandsættelsen af Stændertorvet. - Folk tror, at Stændertorvet er lukket, men det er jo helt forkert. Projektet gennemføres jo netop i flere etaper, så torvet hele tiden fungerer åbent, og vi kan holde torvedag. Under hele projektet er torvet åbent. - Bilerne kan også stadig komme ind til torvet ad Palæstræde og køre ud den samme vej – eller ad Bondetinget. Så det vil være mere rigtigt at skrive, at Stændertorvet er lukket for gennemkørsel fra Allehelgensgade, hvilket jo er noget helt andet, forklarer Jens Galsgaard Sørensen. I lighed med kollegerne har han mistet en betydelig del af omsætningen, fordi kunderne tror, der er lukket, og bliver helt væk. Stadeholderne vil nu have kommunen til at præcisere sin information, så det bliver tydeligt, at torvet er åbent under hele ombygningen. tk