Overfaldt buschauffør
En 55-årig buschauffør blev overfaldet to gange af en beruset 26-årig mand fra Roskilde torsdag aften. Da chaufføren ville tilkalde hjælp, slog overfaldsmanden mobilen ud af hånden på ham, og chaufføren måtte have hjælp af de andre passagerer til at holde manden fra livet.
Volden startede allerede, da den 26-årige steg på bus 358 på stationen. I det han gik ind i bussen, åbnede han lågen ind til chaufføren, som bad ham om at lade være. Det var den 26-årige så utilfreds med, at han slog chaufføren med knyttet næve i ansigtet. Trods overfaldet, valgte chaufføren at køre videre ad sin rute.
Da han nåede til Dr. Margrethes vej, havde han dog fået tænk nærmere over overfaldet, og han valgte at gå ud på fortorvet og ringe til politiet.
Overfaldsmanden fulgte efter ham, og nikkede ham en skalle, og slog mobilen ud af hånden på ham.
Passagerne hjalp med at holde den 26-årige tilbage, indtil politiet ankom til stedet. Den 26-årige blev sigtet for vold mod tjenestemand og blev efter afhøring til sagen lagt i detentionen til afrusning, indtil han fredag morgen blev løsladt.
ag@roskildeavis.dk