Mulighed for aktivitet og fordybelse i Tidsrummet
BYRUM: Køgensere i alle aldre har taget godt imod den nye indretning af byrummet Tidsrummet på Søndre Havn, der både indbyder til leg og aktivitet og til fordybelse i planerne for den kommende bydel.
En ”dråbeskov” af orange jordbærbøjer, farverige sidderumsmøbler, udstillingspæle og et kæmpe kort over Køge Kyst-området. Det er blot nogle af de nye elementer, som nu findes i byrummet Tidsrummet på Søndre Havn. Siden indvielsen af den nye indretning, som fandt sted i forbindelse med Søndre Havnedag, er Tidsrummet allerede blevet brugt flittigt.
- Der er blevet taget godt og aktivt imod Tidsrummet, og det er en fornøjelse at se, hvordan de mange besøgende i alle aldre bruger de forskellige faciliteter. Vores intention har netop været at skabe et byrum med plads til både aktivitet og fordybelse - og vi er godt tilfredse med resultatet, siger chefkonsulent for byudvikling, kultur og byliv, Siv Raun Andersen fra Køge Kyst.
Hun fortæller, at Tidsrummets nye indretning udspringer af et ønske om at skabe et tilbud til de yngste brugere af Søndre Havn, da der allerede er mange tilbud med dirt jump-bane, parkourbane og skatefaciliteter til de større børn. Efter åbningen har det vist sig, at den maritime legeplads rigtigt nok indtages af de yngste, som bl.a. gynger, klatrer, går balancegang på de halvt nedgravede bøjer, svinger sig i de ophængte jordbærbøjer og tager på ”sejlture” i rigbåden. Men byrummet har også vist sig at lokke både teenagere og voksne til aktivitet på bøjerne og klatrevæggen.
I den anden ende af byrummet tiltrækkes de besøgende af det farverige underlag med et 15 gange 15 meter stort påmalet kort over den kommende bydel, som det forventes at se ud i år 2030.
Flere børn har fundet alternativ anvendelse for det store kort ved at bruge det som en slags trafikbane. På de mange pæle kan man desuden orientere sig på plancher om udviklingen af Søndre Havn og om Arkitektgruppens og Sophienberg Ejendomsudviklings planer for de første boligbyggerier på Søndre Havn.
Efter planen vil bakkerne i Tidsrummet næste år blomstre af vild engblanding og humleplanter, som tilsammen vil danne en grøn og frodig baggrund for byrummets mange elementer. Tidsrummet på Søndre Molevej 3 er udviklet af Køge Kyst i tæt dialog med brugere, BogL Aps og EVM Landskab. Tidsrummet er åbent hele døgnet.
pm