Fortsæt til indhold

100 nye boliger til flygtninge

Flyvestation i Skalstrup, Viby, Vor Frue og Haraldsborg er i spil

Arkiv
Anette Gundlach

Roskilde har for få midlertidige boliger til at kunne modtage nogle af de mange nye flygtninge, man regner med kommer til kommunen de kommende år.
Formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget Bent Jørgensen fra Venstre forklarer, at forvaltningen netop er ved at finde frem til, hvor de kan bo.
I øjeblikket har Roskilde omkring 100 midlertidige boliger til flygtningene, og man har brug for cirka det dobbelte for at kunne tage ordentligt imod dem, regner man med.
- I øjeblikket har vi lige præcis pladser nok, men når der kommer flere, får vi store problemer med at skaffe boliger nok, siger Bent Jørgensen.
Han regner med, at Roskilde i de kommende år vil modtage omkring 100 om året.

Flyvestation

Bent Jørgensen mener, at man bør se på muligheden for at indkvartere flygtningene på Flyvestationen Skalstrup i Gadstrup, som kommer til at stå tom om et par år.
Her er plads til 150 personer i de værelser, hvor der tidligere boede soldater.
Forvaltningen foreslår, at kommunen lejer et hus på Birkedevejen 1 i Viby Sjælland, hvor der tidligere har boet flygtninge.
Desuden er der også plads på det tidligere plejecenter i Vor Frue og på Haraldsborg, hvis kommunen lader være med at sælge bygningen.
Beskæftigelses- og Socialudvalget diskuterer sagen i næste uge.

I almene boliger

Kommunen har netop lavet en aftale med Boligselskabet Sjælland om at kunne anvise flygtninge fra de midlertidige boliger til boligselskabets almene lejligheder. Den aftale løser nogle af problemerne, da man hurtigere kan få flygtningene ud af de midlertidige boliger og få plads til andre, forklarer Bent Jørgensen.

ag@roskildeavis.dk