Håndbold i Give med pil opad
År 2014 har indtil videre været ret forrygende. Gives bedste mandlige håndboldspillere kender ikke meget til at tabe. Men efteråret sidste år var mere svingende, og derfor endte det sammenlagt med en 3. plads i 2. division, hvilket lige præcis ikke betød oprykning.
“I min verden er det godkendt, og en plads jeg gerne havde solgt det for inden sæsonen gik i gang. Målsætningen var ganske vist oprykning, men vi vidste også, at så skulle alt gå op i en højere enhed over hele sæsonen, og det gjorde det ikke. Skader i efteråret kostede point. Truppen var for smal, da skaderne kom,” siger Peder 'Kedde' Jensen, der er træner.
Men siden nytår har holdet fra Give vist sig mere robust. Sejrene kom i flæng, men det var dog ikke nok i længden. Nu er spillerne så gået på en fire ugers ferie, og derefter venter træningen atter. Der skal ganske enkelt trænes en super grundform på plads.
“Man skal mene det, hvis man vil spille i Give. Det nytter ikke, at vi gør noget halvt, for så når vi ingen steder,” siger 'Kedde', der har udsigt til en noget mere stabil opstart i år end sidste år.
“Vi startede sæsonen med at skulle spille seks nye spillere ind på holdet. Det virker til, at sådan bliver det ikke, når vi til september starter den nye sæson. Vi har fået en rigtigt god og harmonisk trup, og næsten samtlige spillere har meldt, at de fortsætter. Vi skal så have tilgang af et par nye spillere, helst med erfaring fra 1. division, så truppen ikke er så smal,” siger træneren.
Og målsætningen næste år.?
Ja ifølge træneren er der en god basis for at ende i toppen og gerne bedre end i år, hvilket vil betyde - hvis det flasker sig - at Give så selv kan være med til at åbne døren til 1. division.