Her er der altid tid til en snak
Er du kræftsyg eller pårørende til én, kan du altid finde hjælp i Jyllandsgade 30
I Jyllandsgade 30 ligger et lille rødt hus. Det syner måske ikke af meget, men indeni er det fyldt med aktivitet. Det er nemlig Kræftrådgivningen, der holder til i huset, og her er åbent mandag til torsdag fra kl. 10-15 og fredag efter aftale. Man kan bestille tid, men det er også muligt at komme uden aftale. Der er fem ansatte, som står klar til at hjælpe og rådgive folk, som enten er ramt af kræft eller berørte af sygdommen. Det er både psykolog, socialrådgiver og pædagog, som kan findes i huset, og tilbuddene er gratis for alle.
Arrangementer for alle
Udover rådgivning er der også grupper, som man kan komme i. Eksempelvis Mandegruppen, som mødes den første torsdag i måneden. Som en del af mandegruppen vil man være med til forskellige aktiviter som eksempelvis fisketure.
En anden gruppe er for børn og unge, der har en kræftsyg pårørende. I gruppen møder man andre i samme situation og kan dele de tanker og følelser, som man går rundt med.
”Det er til hver en tid muligt at komme til kræftrådgivning både under og efter forløbet. Vi forsøger at lave mange forskellige arrangementer her, men også med rådgivningen fra andre steder i landet,” fortæller Christina Sindbjerg, som er en af rådgiverne.
I hele uge 43 er der åbent hus fra kl. 10-15, hvor der også er forskellige arrangementer. Blandt andet kommer der en kunstterapeut, som vil snakke om at udtrykke sig, ligesom der vil være et oplæg fra en sexolog, der sætter fokus på parforholdet, som ofte bliver påvirket af sygdommen.
På www.cancer.dk er der mulighed for at finde en aktivitets-kalender for Kræftrådgivningen i Esbjerg, ligesom der er gratis telefonrådgivning, en brevkasse, onlinechat m.m.