Behandlingscenter lukket i Vejle - fortsætter på Fyn
Behandlingscenter Højløkke Vejle er blevet lukket af Socialtilsynet, der nu vil føre skærpet tilsyn med Behandlingscenter Højløkke Fyn
Da Socialtilsyn Syd den 14. september fratog Højløkke Behandlingscenter Vejle dets godkendelse, skete det med øjeblikkelig virkning. Det ville ikke give mening at give centret en tidsfrist til at lukke, fordi medarbejderne og brugerne i forvejen var flyttet til et nyt selskab, Højløkke Behandlingscenter Fyn, der har til huse i et tidligere børnehjem ved Nørre Aaby, hvor man har lejet godt 2.000 kvadratmeter bebyggelse af Middelfart Kommune.
Lokalavisen har spurgt Socialtilsyn Syd, der også er tilsynsmyndighed for tilbuddet på Fyn, hvordan det kan være, at Højløkke trods lukningen i Vejle kan fortsætte sine aktiviteter i nye lokaler på Fyn.
“Jeg ønsker ikke at gå ind i konsekvenserne af det nye selskab. Det er et anliggende mellem os og tilbuddet,” siger teamleder Jens Haastrup, Socialtilsyn Syd.
I en partshøring mellem tilsynet og tilbuddet fremgår det, at Behandlingscenter Højløkke Fyn er blevet godkendt af Socialtilsyn Syd i januar 2014 uden kritiske bemærkninger. I den forbindelse står der videre i referatet fra partshøringen:
'Jens Haastrup anfører, at den afgivne godkendelse der blev givet på det daværende tidspunkt blev givet på nogle forventede betingelser, der siden har vist sig at være anderledes, idet der er tale om direkte overførsel af konceptet fra Vejle til Fyn. De oplysninger der siden da er kommet frem om Vejle, vil derfor få betydning for vurderingen af Højløkke Behandlingscenter Fyn.'
Ifølge Højløkkes centerleder Klaus Schønfeld har den tidligere tilsynsmyndighed på Fyn været informeret om dette siden 2012, hvor Højløkke Behandlingscenter Fyn ansøgte om godkendelse.
Centerlederen oplyser, at Socialtilsyn Syd på et møde den 23. september har meddelt det nye tilbud på Fyn, at man påtænker at sætte det under skærpet tilsyn.
Højløkke driver desuden et behandlingscenter for kvinder i Korning ved Hedensted. Dette center har ligesom centret i Vejle fået frataget sin godkendelse til at tage imod misbrugere og andre udsatte fra landets kommuner.
Afgørelsen træder dog først i kraft den 1. november af hensyn til de kvinder, der i øjeblikket er i behandling i Korning.
Behandlingscenter Højløkke Korning har anket afgørelsen til Ankestyrelsen.