Fortsæt til indhold

Musikalsk magi

Så er det tid til en ny omgang kamæleon-koncerter i Aabenraa

Arkiv
Arkiv

Nu inviterer Aabenraa Musikskole igen til en ny runde med sprælske kamæleonkoncerter.
Kamæleonkoncerterne begejstrer hvert år mange børn mellem fire og ni år og deres familier både her i Aabenraa og flere andre steder i Danmark.
Sæsonen åbnes på fredag kl. 16.30 i NygadeHuset med Duo Saxopran og deres show Himmelglans. Duo Saxopran består af musikerne Jeanette Balland og Rose Maimonide.
Himmelglans er musikalsk magi med sang og sax. Et totalshow med fortryllende humor, musikalsk virtuositet og billedskabende fortællinger, som får selv små krudtugler til at lytte.
Tag på oplevelse i stemmen, himmelrummet og de store lommer i Roses tryllekåbe. Under koncerten møder publikum både Carmen, det høje C og en genert jordbærlarve, og duoens musik giver vinger, så sommerfugle og engle flyver rundt på scenen.
Med humor og musikalitet viser de to musikere, hvordan poetiske ord kan få smag af bedstemors kringle og få tilført nyt liv og magi, når sang og sax smelter sammen.
Billetter købes på Aabenraa Musikskoles hjemmeside. Duo Saxopran kan i øvrigt også opleves på Felsted bibliotek på fredag kl. 10.30.