Fortsæt til indhold

Turistaktører må bidrage mere

Aabenraa Kommune er kommet i modvind i turismesamarbejdet Destination Sønderjylland

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Aabenraa Kommune har slået bremserne i overfor turismesamarbejdet i Destination Sønderjylland, der er et samarbejde mellem de fire sønderjyske kommuner Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Haderslev. Aabenraa Kommune har således nægtet at finde den ekstra million kr., der skal til for at samarbejdet kan fortsætte som hidtil til næste år.
“Vi har store budgetudfordringer, og derfor mener vi ikke, at vi kan afsætte flere penge til området. Hvis vi skal tilføre en ekstra million til turisme, skal den million jo findes et andet sted på budgettet”, forklarer formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Aabenraa Kommune, Philip Tietje.
Destination Sønderjylland er skuffet over Aabenraas udmelding, og mener at det kan betyde, at samarbejdet mellem de fire kommuner hænger i en tynd tråd.
“Vi har over to år brugt 11 mio. kr. på at skabe et unikt samarbejde, som vi allerede nu kan se virker. Vi har spurgt alle turistaktørerne i de sønderjyske kommuner, om de ønsker at fortsætte samarbejdet, og svaret er et klart og utvetydigt ja. Sønderborg, Haderslev og Tønder er allerede klar, men med Aabenraas udmelding hænger hele projektet i en meget tynd tråd”, siger Tanja Have fra Destination Sønderjylland.
Philip Tietje understreger, at der ikke bliver sparet på midlerne til turismen.
“Vi har afsat 1.6 mio. kr. på budgettet, og det er det samme beløb, som vi afsatte sidste år. Så vi synes da, det er lidt skævt fremstillet, at vi skulle være stopklods, når vi bruger de samme penge, som vi hidtil har gjort”, siger Philip Tietje, og fortsætter: “Vi mener godt, man kan få et fornuftigt samarbejde, selvom man bruger en mindre ambitiøs model. Med vores bidrag på 1,6 mio. kr. har Destination Sønderjylland 7 mio. kr. at gøre godt med. Noget kan man da få for de penge. Så må man jo effektivisere lidt. Hvis man samarbejder, må der også være nogle steder, det kan gøres mere effektivt”.
Aktører må på banen
“Vi risikerer at miste en enestående mulighed for at samle destinationen til det fælles bedste, for der er ingen gylden mellemvej. Hvis vi ikke går all-in, går vi fra starten på kompromis med vores fælles vision og målsætning, og så tabes gevinsterne ved samarbejde på gulvet”, siger Karsten Olsen fra Fleggaard, der er blandt de største turistaktører i Sønderjylland,
Den kritik preller af på Philip Tietje.
“Hvis det er sådan en god idé, så kan løsningen jo være, at turismeaktørene selv bidrager med flere midler til samarbejdet. Turisme er vel ikke kun et kommunalt anliggende”, slutter Philip Tietje, der dog håber, at hele diskussionen lander blødt, og der bliver fundet en løsning, som alle kan tilslutte sig.