Oplev Danjal i Pakhuset
Eller få et musikalsk kick af Lovespeed og Nelson Can i Ungdommenshus
Bandet Danjal er en imponerende forsamling af instrumentalt overskud fra alle Nordens hjørner: Færøerne, Finland, Sverige og Danmark. Fredag den 26. september giver bandet koncert i Det Bruunske Pakhus. Der er syv mand på scenen, og den intense historiefortæller og frontperson Danjal styrer og dirigerer orkesteret gennem sine originale sange i et hæsblæsende tempo.
Det er på samme tid rock og balkan, folk og klezmer, pop og ballader - alt leveret med poetiske, provokerende og politiske tekster.
Bandet har turneret intensivt i hele Europa samt med stor succes udgivet to albums de seneste fire år - og nu er det tredje album på trapperne.
“Danjal har været nomineret til Best Live Act ved Danish Music Awards to år i træk, så publikum kan glæde sig til en suveræn oplevelse,” lyder det fra Pakhuset.
Fælles koncert
De fem mænd i Lovespeed og de tre kvinder i Nelson Can er taget på en fællesturné, hvor de i løbet af fire uger ramme 10 spillesteder rundt omkring i Danmark. Og fredag den 26. september bliver Ungdommenshus i Fredericia ét af dem.
Trioen Nelson Can er kendt for deres eksplosive og energifyldte liveoptrædener, og spillede intet mindre end fem koncerter i forbindelse med dette års SPOT festival. Rolling Stone udnævnte bandet til et af de bedste upcoming bands i Norden lige nu, og GAFFA kvitterede med fem ud af seks stjerner.
Kvintetten Lovespeed udgav deres anmelderroste debutalbum i april, og herfra har de to singler “What It Is” og “Cracks” været spillet flittigt på P3 og P4.
Bandet tager afsæt i den psykedeliske rock og folkscenen og har med den karismatiske Jeffrey Kaare Hessellund i front, en sanger der i den grad brænder igennem.
“Her er tale om to ypperlige koncerter med to af tidens hotteste bands,” fastslår arrangørerne.