Fortsæt til indhold

Jazz og julemad i Bjæverskov

Papa Bue Memorial kommer til Bjæverskov Forsamlingshus

Arkiv
Arkiv

JULEFROKOST: Lørdag den 29. november kl 13.00 indbyder Birgitte og Finn Bendixen til Jazz og Julemad i Bjæverskov Forsamlingshus.
Finn Bendixen har fået gode venner fra musikverdenen til at komme og spille. Da grundlæggeren af Papa Bues Viking Jazz Band, Arne Bue Jensen, døde i 2011 aftalte gruppens klarinettist Erik "Krølle" Andersen og Bente Bue, at nogle af de mest markante medlemmer af bandet kunne danne en gruppe, som gav Tribute til Papa Bue ved enkelte koncerter rundt i landet.
Nu kommer de til Bjæverskov, hvor der bydes på stor julebuffet med efterfølgende koncert.
Billetter til dagen - inkl. julebuffet sælges kun i forsalg.
Papa Bues orkester nåede at turnere i over 30 lande, og Papa Bue fik Byens Nøgler i jazzens fødeby New Orleans. Bandet har solgt millioner af grammofonplader over hele verden, og er stadig sælgende, blot nu på CD.
Bandet består i dag af Jack Anderson på trompet og sang, Ole "Fessor" Lindgren på trombone, Erik "Krølle" Andersen på klarinet, Per Jacobsen på piano og sang, Henrik Simonsen på trommer og Jens Sølund på bas. Sidstnævnte er bosiddende i Køge, så han kommer nærmest på hjemmebane.
Publikum kan glæde sig til genhør med nogle af de største hits fra de mange år Papa Bues orkester eksisterede. Det bliver en swingende julemiddag i forsamlingshuset.
pm