Karentæne-regn over SønderjyskE
En række SønderjyskE-spillere får bøde og karentæne
En spilledags karantæne og en bøde på 1.000 kroner.
Den straf har DIF i dag tildelt størstedelen af SønderjyskE's spillertrup.
Karentænen rammer SønderjyskE-spillerne Anders Petersen, Andreas Nielsen, Oliver Eggert, Simon Kristiansen, Christopher Huus, Claus Kjeldgaard,Kasper Køser Thomsen, Kenneth Bach Hansen, Andreas Toudahl, Martin Kærgaard Pedersen, Magnus Gullerud og Mike Paulsen.
De tidligere SønderjyskE-spillere Daniel Eggert, Henrik Storm Pedersen, Casper Zachariassen, Morten Thrane, Steffen Riisbøl og Anders Zachariassen modtager samme straf.
Karantænerne skal dog ikke afsones på én gang. De enkelte spillere skal blot have udstået karantænen inden december. Det er endnu uvist, hvem der bestemmer, hvornår de enkelte karantæner skal afsones.
Casper U. slipper
Fra den daværende BSV-spillertrup straffes Nikolaj Ø. Nielsen, Mads Ø. Nielsen, Chris Holm Jørgensen, Dennis Kirkegaard, Jannick Green, Mathias Madsen, Kristian Kjelling og Rasmus Nielsen.
Casper U. Mortensen, der spillede i netop BSV sidste sæson, går dermed fri.
LÆS OGSÅ: DIF hjælper SønderjyskE i karantæne-sag
”Spillerne er ikendt en relativt mild sanktion, men der er dog tale om karantæne. Der er ikke tale om matchfixing, men om en anden og mildere form for uetisk adfærd. Det er en klar overtrædelse af reglerne, at BSV-spillere ved at give en pengegave til Sønderjyske-spillere forsøger at påvirke udfaldet af en konkurrence mellem to andre hold. Og ligeledes en klar overtrædelse, at spillere på Sønderjyskes hold modtager gaven. Derfor har nævnet fundet grundlag for at ikende de pågældende spillere på begge hold en karantæne og en mindre bøde," siger Torben Jessen, formand for DIF's matchfixingnævn i en kommentar til kendelsen.
En vanskelig sag
”Det har været en vanskelig sag, fordi overtrædelsen på begge hold var begået af en gruppe af spillere. Derfor har det været nødvendigt i videst muligt omfang at få afdækket hver enkelt spillers del i aftalen og sikre, at alle spillernes tilståelser var reelle. Det er udtryk for et almindeligt gældende retssikkerhedsprincip. Der foreligger i sidste ende uforbeholdne tilståelser fra spillerne, og det bliver afgørende for nævnets kendelse," siger Torben Jessen.
Spillerne straffes for at have taget imod 15.000 kroner fra BSV for at vinde over Skanderborg. DIF's Matchfixingnævn har således afgjort, at der er sket en overtrædelse af matchfixinglovregulativs § 8 om uetisk adfærd (modtagelse og ydelse af gaver mv.). Fra BSV's side er der ydet en gave i et forsøg på at påvirke udfaldet af en fremmed konkurrence mellem to andre hold. Sønderjyskes spillere har ved at modtage gaven deltaget aktivt i BSV's forsøg på til egen fordel at påvirke udfaldet af en fremmedkonkurrence mellem to andre hold.