Flere svømmetag for pengene
Venstres Bent Jørgensen er utilfreds med, at alternativ svømmehal udelukkes før budget-forhandlingerne
- Jeg mener, vi kan få langt flere svømmetag for pengene, hvis vi lægger en ny lang svømmehal et andet sted f.eks. i Trekroner, og så bruger nogle af pengene til sauna og wellness-faciliteter ved det gamle Roskilde Bad på Bymarken, siger Venstres leder i Roskilde Byråd Bent Jørgensen.
Han er utilfreds med, at flertallet allerede er begyndt at bruge penge til teknikere, der skal projektere en ny svømmehal ved siden af den gamle, selv om spørgsmålet om svømmehallen indgår i kommunens kommende budget, der først skal forhandles på plads i slutningen af denne måned.
- Vi spilder penge ved at klumpe det hele sammen ved Roskilde Badet. Nu har vi jo fået at vide, at det vil koste 20 millioner kroner ekstra - udover de 110 som allerede er afsat til projektet - at lave et 50 meter bassin her,
- Men hvis vi byggede et fint nyt stålbassin på 50 meter i Trekroner eller på Musicon, kan det gøres for omkring 70 millioner kroner. Det har de lavet i Herning, og så kan vi vel også.
På den måde ville der stadig være 40 millioner tilbage, og det kan man lave meget sauna osv. for ved det gamle Roskilde Bad.
Fra forvaltningen for Kultur og Idræt har Bent Jørgensen fået oplyst, at kommunen allerede har brugt 350.000 kroner til to hold af arkitekter og ingeniører, der arbejder med, hvordan sådan et projekt kan udformes i sammenhæng med den gamle svømmehal. Disse penge vil derfor være spildt, hvis svømmehallen skal placeres et andet sted.
- Jeg kan ikke forstå, at flertallet insisterer på at placere den nye svømmehal på dette sted. Det bliver jo ekstra dyrt, når den skal bygges sammen med den gamle. Under alle omstændigheder burde mulighederne holdes åbne, når den endelige beslutning om svømmehallens størrelse nu skal diskuteres i budget-forhandlingerne, siger Bent Jørgensen.
Udsigt til lang bane
Netop bassinets længde bliver et af de helt afgørende punkter i forhandlingerne mellem byrådets partier om kommunens budget for 2015 og store anlægsarbejder i de efterfølgende år.
Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Birgit Pedersen (SF), har hele tiden haft den opfattelse, at wellness-faciliter i tilknytning til et nyt 25 meter bassin var det vigtigste for både familier, motionister og andre.
Omvendt har både Konservative. Venstre og DF talt for, at Roskilde skulle have et 50 meter bassin, der også tilgodeser konkurrence-svømmerne, når kommunen nu alligevel skal ofre så mange penge på et nyt anlæg.
I starten hældede det store borgmesterparti S til den korte bane. Men siden har partiet lagt kursen helt om, først og fremmest fordi borgmester Joy Mogensen skal bruge den konservative Carsten Wickmanns afgørende stemme, så hun stadig har et fast og stabilt flertal bag både politisk kurs og økonomien.
Før den afgørende fase i budget-forhandlingerne er der på den måde lagt op til, at kommunen skal bygge et 50 meters svømmebassin ved siden af Roskilde Badet - også selv om det bliver dyrere end de allerede bevilgede 110 millioner kroner.
tk