Et grønnere Roskilde
Radikal er tilfreds med nye energi- og miljø-initiativer i kommunens budget
Roskildes Radikale i byrådet Jeppe Trolle er glad for at være med i kommunens nye budget for 2015, fordi det indeholder en række initiativer indenfor miljø- og energiområdet. - Jeg synes, det er en visionær aftale, der oven i købet også fik en meget konstruktiv Enhedsliste med i år. - Vi har fået hævet kommunens målsætning for udledning af kultveilte i 2020 fra de nuværende 20 procent i Klimaplanen til nu 35, forklarer Jeppe Trollen. Han fremhæver samtidig en lang række investeringer på dette område: Blandt andet en pulje til rådgivning vedrørende omstilling af kommunens landsbysamfund fra oliefyr til mere vedvarende energi. Dette er et projekt der på én gang hjælper borgere til at overgå til vedvarende energi (der både er klimavenligt og billigere for den enkelte husejer), og samtidig kan gavne kommunens landsbyfællesskaber ved at skabe samarbejde. En lånefinansieret fond og pulje til fremme af energirenovering og lavenergi, samt videreførsel af Grøn Puls samarbejdet. 3 millioner mere til puljen med cykelstier. Samt ikke mindst 2,5 mio. til indkøb af konkret grøn strøm udefra (f.eks. vindmølleanparter el. lign.). - Dermed opnår vi en delvis erstatning for de landvindmøller, som kommunen ikke selv turde give lov til, forklarer Jeppe Trolle og konkluderer: - Alt i alt opnår vi en markant opprioritering af klimaområdet ud fra tankegangen om, at det er bedre at bruge nogle få millioner ekstra nu, end igen og igen at skulle bruge mange millioner på at bygge digerne højere.
Rigtig produktivitets-stigning
- I diskussionen om indbyggede produktivitets-stigninger på 25 millioner kroner om året, lovede vi at pengene ville blive brugt på driftsforbedringer på udvalgte områder, frem for gaver til f.eks. boligejere eller prestigebyggerier. Dette løfte er også overholdt til punkt og prikke, idet samtlige områder i budgettet har fået tilført lige så meget eller mere, som de har ydet i produktivitetsstigninger. - For os bekræfter det, at de indlagte produktivitetsstigninger var en rigtig beslutning, da det har givet økonomi til en politisk prioritering af midlerne, og forhåbentlig også har bidraget til øget produktivitet i kommunen, siger Jeppe Trolle.