Skattesænkning ikke et tema hos de borgerlige
Trods Køge Kommunes gode økonomi har en nedsættelse af skatten ikke været et tema i årets budgetforhandlinger.
SKAT: Hvis man går og drømmer om at få sænket personskatten i Køge Kommune, så kan man formentlig godt indstille sig på en skuffelse. Intet tyder på, at den borgerlige magtovertagelse i år vil føre til ændringer i den nuværende sats på 24,9 procent.
Mulighederne bliver næppe mere gunstige end i år, hvor byrådets nye borgerlige flertal stod i spidsen for budgetlægningen for første gang, og hvor kommunens økonomi er så stærk, at der er blevet plads til en række forbedringer af kommunens service, men trods de gode vilkår har en justering af personskatten ikke været et tema under de seneste ugers budgetforhandlinger.
- Vi har været helt enige om at holde skatten i ro. Vi er allerede en billig kommune med lav grundskyld og ingen dækningsafgift, mens skatteniveauet er omkring landsgennemsnittet, siger borgmester Flemming Christensen (K), og heller ikke hos Venstre var skatten et tema, fortæller Palle Svendsen:
- Venstre havde rigtig mange ønsker til omprioriteringer, og derfor er skat ikke rigtig noget, vi har talt om. Vi skal være attraktive, og derfor skal vi have økonomi til blandt andet omlægninger af infrastrukturen i de kommende år, siger han med henvisning til nogle af de dyre investeringer, der venter på det område.
- Målet er at Køge Kommune også fremover skal være attraktiv, så vi kan tiltrække borgere og virksomheder. Derfor har det blandt andet været vigtigt for os at sikre penge til daginstitutioner, skoler og de ældre, siger han.
Marie Stærke (S) sender en tak til Køge Kommunes skatteborgere, der har været med til at sikre Køge Kommune en så god økonomi, at man nu står med et budget, hvor man har kunnet prioritere bedre velfærd på en række områder, og hun erklærer sig glad for, at forbedringerne var prioriteret over en skattenedsættelse.
Thomas Kielgast (U) er især glad for at kunne prioritere børn, unge og idræt i budgettet, lige som han er tilfreds med vedtagelsen af fundamentet for Køge Park, og Dora Olsen (DF) fremhæver, at det er en "klar sejr for Dansk Folkeparti, at der tilføres så mange penge til social- og sundhedsområdet".
Enhedslisten fremhæver, at man gerne havde set, at virksomhederne skulle bidrage med mere til fælleskassen fremover, men partiet er dog gået med i budgetforliget alligevel.
- Vores klare mål var at skabe håb for børn, unge og ældre, og dette budget er et lille lys i mørket, selv om der er stadig er meget langt igen, siger Niels Rolskov.