Vellykket støttekoncert i Kirke Såby
Lørdagens støttearrangement for Hospice Sjælland blev et tilløbsstykke i Kr Såby
“Vi har modtaget så mange positive tilkendegivelser efter støttearrangementet i lørdags,” lyder det med glæde i stemmen fra en af arrangørerne Inge Møllehave. Sammen med støtteforeningen og ikke mindst hendes ægtefælle Erling Møllehave var det et ganske imponerende arrangement, hun havde været med til at stable på benene i landsbyen Kr. Såby lørdag aften, hvor formålet var, at samle penge ind til Hospice Sjælland.
“Vi slog rekorden fra sidste år,” fortæller Inge Møllehave, og nævner, at de 53.000 kroner fra sidste års arrangement blev slået med lidt over tusinde kroner. Helt nøjagtigt indbragte aftenen i lørdags 54.923,75 kroner.
Og det var også et sandt overflødighedshorn som gæsterne var vidne til, hvor der først var koncert og oplæsning i den smukke landsbykirke efterfulgt af spisning og auktion i den nærliggende gamle skole. Foran de mange gæster i kirken fik sopranen Dorte Elsebeth Larsen næsten kirketaget til at løfte sig med sangen Amazing Grace efterfulgt af Omio babbino caro. Hun blev afløst af Lars Frost som med dyb røst sang Hallaluja, hvorefter aftenens hovednavn Michala Petri og Lars Hannibal spillede forskellige stykker musik, der alle kunne føres tilbage til en svunden tid fra Mozarts Østrig til tangoinspirerende Argentina.
Gunver Bjerre, der blandt andet kan skrive journalist og instruktør på cv'et læste på indlevende vis op af en grønlandsk skrøne, og da gospelsangerinden Miriam Jul Rasmussen overtog mikrofonen, kom der for alvor gang i kirkerummet, alle rejste sig op, for enten at synge eller klappe med til numrene: Put your hand in the hand, Down by the riverside og Great is Thy faithfulness.
Publikums stemmer var derfor velsmurte, da arrangementet i kirken blev rundet af med sangen 'Den allersidste dans', af Kaj Normann Andersen. Herefter begav størsteparten af gæsterne fra kirken sig over på den anden side af gaden, hvor der i Den gamle skole var traktement og auktion over sponsorgaver.
“Vi er dybt taknemmelige over den opbakning, vi fik til arrangementet på sådan en mørk efterårsaften langt ude på landet,” siger Inge Møllehave.