Christiansfelds bedste lærling
Maskinmekaniker Thomas Eckholdt Smith fra Christiansfeld modtager pris
Metalindustriens Lærlingepris, ML-Prisen, blev fredag uddelt i Den Sorte Diamant i København, og entreprenørmaskinmekaniker Thomas Eckholdt Smith fra Christiansfeld var blandt prismodtagerne. Sammen med 24 andre lærlinge fra hele landet blev Thomas hyldet af bl.a. undervisningsminister Christine Antorini i Den Sorte Diamant.
For 12. år i træk uddeler Metalindustriens Uddannelsesudvalg sin lærlingepris, ML-Prisen. Prisen gives til lærlinge, der både fagligt og socialt er i topklasse. Thomas har som de øvrige lærlinge fået den højeste karakter, 12, til svendeprøven.
Thomas er indstillet til prisen af både sin virksomhed, A/S Hydrema Danmark, og sin skole, Erhvervsskolerne Aars. Indstillingen lyder bl.a.:
“Thomas er en særdeles dygtig entreprenørmaskinmekaniker, der, gennem sit skoleophold, har arbejdet seriøst på at tilegne sig maksimal viden. Derudover har Thomas en god evne til at sætte sig ind i nye og uforudsete opgaver, som han også løser fortrinlig. Thomas har endvidere været en meget behagelig og social holdkammerat og kollega, der gerne hjælper og støtter andre med sin viden. Thomas har fortjent at komme i betragtning til en ML-Pris”.
Selv giver Thomas følgende bud på, hvorfor han lige har skilt sig ud blandt de flere end 200 indstillede lærlinge:
“Jeg ville være maskinfører tilbage i folkeskolen, og mekanikeruddannelsen er vejen ind til dette. Jeg var så heldig, at blive tilbudt lærerplads i forbindelse med folkeskolepraktikken. Det mest interessante ved arbejdet er nok, at du ikke kan forudse din hverdag. Du oplever nyt hele tiden. Jeg tror, at jeg får en ML-Pris fordi jeg har givet den en skalle både i praktikvirksomheden og på skolen. Det betyder meget, at få en ML-Pris. Det giver selvtillid og tro på tingene”, siger Thomas Eckholdt Smith.
Faglærte er uundværlige for Danmark
I Metalindustriens Uddannelsesudvalg, der er afsender af prisen, er man meget opmærksom på, at der skal uddannes flere dygtige lærlinge. Det er nemlig det, som industrien efterspørger. Og efterspørgslen bliver kun større.
“Dygtige faglærte er en væsentlig forudsætning for at bevare og udvikle produktion i Danmark. Derfor glæder vi os over de nyudklækkede faglærte inden for metalindustrien, som har gjort sig fortjente til ML-Prisen 2014. Virksomhederne er dybt afhængige af faglærte, der kan være med til at udvikle nye produkter i et tæt samspil med andre medarbejdere. Det kan de unge her, som både har vist fagligt overskud og sociale kompetencer af bedste karakter, lyder det samstemmende fra Lone Folmer Berthelsen, uddannelseschef i DI, og Per Påskesen, forbundssekretær i Dansk Metal, der er henholdsvis formand og næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg.