WIKA's personale er i fin form
Blodtryksmåling for de ansatte hos WIKA
KØGE: Hjerteforeningens Lokalkomité var i sidste uge på besøg hos WIKA SuperBest i Køge, hvor medarbejderne kunne få målt deres blodtryk.
Det var sygeplejerske Inga Solskov fra lokalkomiteen, der foretog blodtryksmålingerne.
- Det var en positiv oplevelse, fordi alle målingerne var superfine, og viste, at alle havde tal, der holdt sig inden for det normale blodtryk. Når vi er ude for at tage blodtryk, er det sjældent, at vi ser alle målinger ligger indenfor det normale, siger Inga Solskov.
Det fik da også Inga Solskov til at tolke de fine BT-målinger, som at alle medarbejderne er glade for deres arbejde og ikke får stress, selv om de har meget travlt.
Købmand Per Jensen siger, at han er stolt over at have så sund en medarbejderstab. Det er en fornøjelse at få konstateret, at sundheden er i top.
- Det giver gladere medarbejdere, som har mere overskud til at betjene kunderne, så kunderne derved får en god oplevelse når de handler i WIKA. En sidegevinst ved sundere medarbejdere der trives, er mindre sygefravær, som igen giver mere ro hos kollegaerne, siger Per Jensen.
Medarbejderne var glade for målingerne, så de kunne få konstateret deres sundheds tilstand.
- Der er allerede aftalt en ny blodtryksmåling i 2015, så det er noget vi allerede ser frem til, slutter købmand Per Jensen.
pm