Fortsæt til indhold

Esbjerg Museum gentænker sig selv

Esbjerg Museum følger med tiden og bliver mere interaktivt

Arkiv
Rune Weitling

I går formiddags var der indkaldt til et stort informationsmøde på Esbjerg Museum i Torvegade. Her blev idéerne til fremtidens museum fremlagt og lad det bare være skrevet med det samme: Det skorter ikke på nytænkning.
Sydvestjyske Museer vil gøre historien levende og vedkommende for nutidens publikum, og derfor vil man gentænke hele museet, så det på en mere visionær og moderne måde formidler Pionerbyen Esbjerg kombineret med temaerne besættelse og holocaust.
Målet er at skabe et kulturelt centrum, et dynamisk center for læring for børn og unge – og ikke mindst at vække nysgerrigheden gennem gæstens eget engagement.
“Faldende besøgstal og behovet for en revitalisering af Esbjerg Museum er baggrunden for projektet,” fortæller museumsinspektør Mette Slyngborg og fortsætter:
“Der skal ske noget nyt. Projektet har været i udbud og 20 firmaer fra ind- og udland bød ind på opgaven. AART architects fra Århus sammen med Expology fra Oslo og Rambøl blev udvalgt i udbudsprocessen som et team, og har været med i idéudviklingsprocessen sammen med museet. I februar inviterede vi til workshop, hvor der kom inputs til, hvad et museum i dag skal kunne. Det er der nu kommet et stort prospekt ud af.”
Det fremtidige Pionermuseum skal rumme kulturhistoriske temaer fra den moderne by med temaerne Pionerbyen Esbjerg, Esbjerg Future Lab, Esbjerg før Esbjerg og besættelsestid med arkiv, udstilling med historisk værksted og læringscenter for Holocaust.

Sanser og følelser

Nye formidlingsformer giver gæsten mulighed for at identificere sig med historien på en ny måde. Man taler til sanser, følelser og intellekt, ligesom der udvikles digitale installationer, der rummer spil, udfordringer og dilemmaer gennem interaktiv formidling.
“Vi løfter museet fra at være et traditionelt museum til et sted, hvor man kan debattere fremtiden. Desuden tænkes bygningen om, og dens udtryk kommer til at afspejle det, der foregår indenfor. Blandt andet ved en interaktiv facade,” siger Mette Slyngborg.