Mary kommer på besøg i Mary’s
Tidligere optiker giver en hånd med i sin datters optikerbutik
Det er ikke en fru hvem-som-helst, der nu gør comeback i datterens butik i Marys i Vejle 2. og 3. oktober. Og selv om hun ikke er royal, så har hun kongeviden om briller og syn efter selv at have drevet optikerbutik - også i Vejle. Det sker, når Mary Moberg giver en hånd med i Louis Nielsen-butikken, hvor hendes datter, Anne-Mette, er chefoptiker og medejer.
“Jeg glæder mig rigtig meget til en tur bag disken igen. Efter så mange år i branchen kan man godt få lyst til at opleve det hele igen. Især samspillet med kunderne savner jeg i høj grad nogle gange,” siger Mary Moberg med et smil.
Hun drev sammen med sin nu afdøde mand, Per Moberg, fra begyndelsen af 70'erne og en menneskealder frem selv optikerbutik i Vejle.
Derfor glæder det hende naturligvis også, at datteren, Anne-Mette, fører familie-traditionen videre som chef i Louis Nielsen butikken i Mary's.
“Min mand og jeg nød gennem årene en stor opbakning i byen, som vi var meget taknemmelige for, og det er rart at se, at mange af vores gamle kunder, nu kommer hos Anne-Mette,” siger Mary Moberg. Anne-Mette Moberg ser også frem til Mary-dagene.
“Alle er velkomne og vi byder også på lidt spiseligt.”