Postpensionister på vestkysten
Postpensionisterne fra Aabenraa Postkontor har igen været på udflugt. Denne gang gik turen til Blåvand og Oksbøl
Området omkring Blåvand og Oksbøl på den jyske vestkyst er særdeles smukt på denne årstid, og derfor besluttede bestyrelsen i foreningen for postpensionister fra Aabenraa Postkontor at arrangere en tur dertil, hvor ikke mindst den nyligt genetablerede Filsø havde interesse.
Kasserer Ove Hansen og formand Tage Petersen kontaktede derfor en dygtig guide, der i mange år har været skytte ved Skov og Naturstyrelsen og nu opsynsmand ved Åge Andersens fond, der ejer Filsø. Guidens navn er Jørgen Andersen, og ham havde man aftalt at mødes med ved den lille Mosvrå kirke på vejen mod Vejers
Han fortalte, at han før sin tid som skytte og opsynsmand havde været ansat ved forsvaret og været på Grønland og med i Sirius patruljen.
Han fortalte også om natur og dyrpleje i det store område, der er omkring Oksbøllejren, der bliver brugt som øvelsesområde og uddannelse af de fleste kamptropper, og om de 1.400 kronhjorte der er i området, hvoraf man må skyde cirka 400 om året. Dem var deltagerne ude af bussen for at se - og høre idet dyrene var i brunst.
Kaffe og kage
Der blev også tid til kaffe og kage ved bussen. Damer fra bestyrelsen havde været så flinke at bage kagen.
Inden stoppet ved hjortene, var man ude at se den over 900 kvadratmeter store Filsø, som er blevet åbnet igen efter i mange år at have været inddæmmet. Fugle og dyr har allerede indtaget området, og der er anlagt cykelstier og vandreruter. På en rasteplads ved Filsø blev den medbragte mad pakket ud.
Det blev mørkt, inden turen gik sydpå, og at det havde været en vellykket tur, blev bekræftet af deltagernes applaus til bestyrelsen og formand Tage Petersen - og i øvrigt også til bussens chauffør Morten.