Ny mand i køkkenet
Michael Wiuff Pedersen overtager Den Hvide Kok på Ølsemaglevej den 1. oktober.
MAD: Den Hvide Kok har leveret mad til et utal af arrangementer siden 1975, og sådan vil det også være fremover, men fra den 1. oktober bliver det med en ny mand i køkkenet.
Michael Wiuff Pedersen overtager nemlig forretningen på Ølsemaglevej fra Eddy Nielsen i næste uge. Han har solid erfaring fra branchen og driver allerede i dag Café Wiuff i Ishøj og flere kantiner, men i den kommende tid vil han selv primært være i Køge i den nye forretning.
Michael Wiuff Pedersen vil i første omgang køre Den Hvide Kok videre uden ændringer, men på længere sigt, forklarer han, vil han blandt andet gøre mere ud af frokostordninger i lokalområdet.
Overtagelsen markeres ved en reception hos Den Hvide Kok tirsdag den 30. september klokken 13-17.