Fortsæt til indhold

Unge skal have sans for sproget

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Vi skal alle være bedre til at læse. Og vi skal også gerne læse mere.
Med det formål har Kulturministeriet udpeget 12 “Danmark Læser-kommuner”, som skal konkurrere om at blive den bedste kommune på den front - og Aabenraa slap gennem nåleøjet.
I Aabenraa har man valgt at lave forskellige litteratur projekter sammen med de unge mennesker, der er tilknyttet forløbet “Unge i Centrum” på IBC. Disse unge er i gang med at afklare deres fremtid indenfor livet, og har alle forskellige udgangspunkter og forudsætninger. I øjeblikket er der omkring 60 unge tilknyttet Unge i Centrum. I sidste uge havde de unge så besøg af forfatteren Robert Zola Christensen, der skulle give dem et skub til at få læst og skrevet noveller. Før denne seachen har de unge stiftet bekendtskab med rap og digte, og senere står den på “spænding og spinning”, hvor de unge skal inspireres litterært, mens de cykler af sted på spinningcykler i fitnesscenteret.

Nye input

For tre unge, der er en del af projektet, giver det mulighed for at få lært sproget af kende på en anderledes måde.
“Det er med til at give et indblik i, at der er flere og mange forskellige muligheder for at læse”, lød den umiddelbare kommentar fra Anders Jensen, der på trods af sin ordblindhed gerne kaster sig ud i at læse.
For Morten Pedersen, derimod, er det ikke et læse-handicap, der står i vejen for hans udfoldelser med sproget.
“Jeg er simpelten for doven. Jeg kan egentlig rigtig godt lide både at læse og at skrive, men jeg får det bare ikke gjort. Når jeg endelig får mig taget sammen, så kommer det let til mig”, forklarer han.
For Mahmood Haidavi er udfordringen en helt tredje. Dansk er nemlig ikke hans modersmål.
“Projektet er godt - det giver mulighed for at finde ud af måder, som gør det meget sjovere at læse og skrive”, fortæller han. For underviser Lis Struck Winther er projektet en kærkommen mulighed for at få de unge til at læse mere.
“Det hele handler jo i sidste ende om at få flyttet nogle læsevaner, så vi alle får læst noget mere”, forklarer hun.
Jeg er simpelten for doven. Jeg kan egentlig rigtig godt lide både at læse og at skrive, men jeg får det bare ikke gjort.
Morten Pedersen, elev IBC