Mere vold mod børnene
Flere familier indberettes til Roskilde kommune for overgreb
Uhæmmet barnegråd på den anden side af væggen i lejligheden. Blå mærker og skrammer på en lille barnekrop får flere og flere til at indberette familier til kommunen. For nogle år siden modtog Roskilde Kommune omkring 300 indberetninger fra bekymrede naboer, lærere, læger og pædagoger. Folk der var bange for, at familiens børn blev udsat for enten fysisk, psykisk eller seksuel vold eller forsømmelse. Siden 2010 steg tallet til 572, og siden da er sagsbunken vokset støt. I 2013 var antallet oppe på 779. I slutningen af august i år var antallet allerede oppe på 577. Børn- og ungechef Margit Næsby fortæller, at hun ikke tror, at børn i Roskilde udsættes for mere vold end tidligere. I stedet mener hun, at folk henvender sig oftere, fordi der i de seneste år har været stor fokus på sager, hvor børn har været udsat for vold og misbrug.
Hjælper børn
- Det er godt, at folk indberetter, når de har en mistanke, siger Margit Næsby. - Børn og unge, der har brug for hjælp, skal have den så hurtigt som muligt. Hun forklarer, at man på den måde nogle gange kan undgå, at små sager udvikler sig til noget meget mere alvorligt. Hver dag vurderer kommunale medarbejdere sager, der er kommet ind indenfor de seneste 24 timer. Det gør de for at se, om der skal handles akut på sagen. Hvilket der skal, hvis sagen handler om seksuelle overgreb eller vold. - Heldigvis er de færreste sager så grove. Nogle gange kan de ordnes med samtaler med de involverede, siger Margit Næsby.
Hvis tvivlen nager
Selvom man kan indberette anonymt, er det et stort skridt at gå til kommunen med noget, der kun måske er en sag, når det drejer sig om folk, man kender. Margit Næsby forklarer, at hvis tvivlen nager, kan man ringe til kommunen og fortælle om mistanken for at få vished for, om man bør indberette en familie. Børne- og ungechefen forklarer, at det stigende antal indberetninger ikke er ensbetydende med, at der er flere familier, der er angivet til kommunen. Nogle af familierne bliver indberettet flere gange, også mens deres sag kører. Man kan læse meget mere på roskilde.dk.