Fortsæt til indhold

Hvem er årets handicaphjælper?

Det er tid for indstillinger til årets Handicappris i kommunen

Arkiv
Arkiv

Sidste år fik Bruno Steffen Samuelsson tildelt Handicaprådets handicappris. Bruno fik prisen for hans mangeårige indsats som instruktør for handicappede skytter i Haderslev Kommune. Nu efterlyses der igen egnede kandidater til at modtage handicapprisen i 2014.
For at synliggøre de mange gode indsatser borgere, foreninger, virksomheder og andre gør for handicappede i Haderslev Kommune, uddeler Handicaprådet i Haderslev Kommune hvert år på FN's internationale Handicapdag den 3. december handicapprisen på 5.000 kr.
Prisen gives til en lokal ildsjæl, virksomhed, institution, forening eller organisation, der efter Handicaprådets vurdering har ydet en ekstraordinær indsats for handicapsagen i Haderslev Kommune.

Vigtigt med fokus

“Vi synes, det er vigtigt, der sættes fokus på de mange gode indsatser, der gøres for handicappede rundt om i Haderslev Kommune. Og derfor uddeler Handicaprådet hvert år handicapprisen, som netop skal være med til at præmiere særlige initiativer og kreativitet for at fremme handicappede borgeres mulighed for at deltage i samfundet,” siger formand for Handicaprådet, Solveig Gajda.
Alle kan indstilles, og man er også velkommen til at indstille kandidater fra sidste år.

Håber på mange kandidater

“Vi håber at få et bredt udvalg af kandidater, vi kan vælge imellem. Det er en god mulighed for at påskønne nogen, der gør et ekstraordinært, godt stykke arbejde for personer med handicap og deres vilkår i Haderslev Kommune. Så har du en kandidat til prisen, så er det nu du skal indsende dit forslag til Handicaprådet,” afslutter, Solveig Gajda
En kandidat kunne F.eks være en lokal ildsjæl, en forening eller en organisation, som har gjort en særlig indsats på området.
Indstillingen, der skal være begrundet med et eller flere eksempler på, hvordan pågældende har ydet en ekstraordinær indsats, sendes på e-mail til hetj@haderslev.dk, eller med post til Voksen- og Sundhedsservice, Haderslev Kommune, Gåskærgade 26-28, 6100 Haderslev. Mrk.: Handicaprådets handicappris 2014.
Fristen for indstilling af kandidater er mandag den 3. november kl. 12.00.