Fortsæt til indhold

Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 35 år i branchen

Yahya Hassan har modtaget litteraturpris opkaldt efter Vejles boghandler-par Bodil og Jørgen Munch-Christensen

Arkiv
Jeppe Rafn

“I Hassans fabelagtige gennembrudsbog, Yahya Hassan, er hans eget navn værkets titel, og de store typer trækker os helt uden metaforer ind i en poesi om en barndom fuld af gruopvækkende svigt og misbrug fra forældre og myndigheder. Digtene handler om et lyrisk jeg, der lever i vold, kriminalitet og narko og med trusler fra alle sider. Jeg vælger at fortolke Hassans stærke digte som et udtryk for, at poesien ikke finder sig i fortielser eller tabu'er.”
Med disse ord motiverede litteraturprofessor Anne-Marie Mai valget af Yahya Hassan som modtager af Danmarks største litterære debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat på 50.000 kroner.
“Han mestrer brugen af 'mig' og bruger 'mig' som et stærkt poetisk greb ved at sætte jeg og mig sammen på en måde, som vi af og til kan støde på i indvandreres tilegnelse af dansk sprog. Som når han skriver 'Mig jeg hustler en kommune for penge',” forklarede Anne-Marie Mai.
Prisen blev overrakt på Vejle Bibliotek, hvor man spejdede forgæves efter den kontroversielle digter, der er i Spanien for at promovere sin bog. Alene i Danmark er 'Yahya Hassan' solgt i 120.000 eksemplarer. Bogen er desuden blevet oversat til 7-8 sprog og vækker opsigt overalt i udlandet, hvor mindst to lande har trykt den i 2. oplag, oplyser forlaget Gyldendals direktør Johannes Riis, der modtog debutantprisen på vegne af Hassan.
“Jeg blev forfærdelig forstemt over at læse hans bog, men samtidig opmuntret af en ung mand, der afviser enhver offerrolle og i stedet udtrykker sin vrede, trods og kraft i poesi,” sagde Johannes Riis ved prisoverrækkelsen på Vejle Bibliotek.
Han fortalte, at han godt havde kunnet mærke, der var noget ekstraordinært på færde, da man på forlaget diskuterede den 18-årige knægt og digter fra Aarhus. Men forlaget havde på ingen måde forestillet sig den uhørte salgssucces og ekstreme opmærksomhed, der er kommet på Yahya Hassan og hans digte.
“Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 35 år i branchen. Det glæder mig, at digtning kan få så stor indvirkning på den offentlige debat,” sagde Johannes Riis.
Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat består af to priser på hver 50.000 kroner. Den anden debutantpris gik ligeledes til en digter, Signe Gjessing, for digtsamlingen 'Ud i det u-løse'.

Signe Gjessing

Litteraturanmelder Lars Bukdahl holdt motiveringstalen for Signe Gjessing og sluttede af med at sige, at hun allerede er en stor digter.
Signe Gjessing takkede og sagde, hun er glad for, hendes poesi bliver læst og forstået. Hun har gået på forfatterskolen ligesom Yahya Hassan og er stolt over at modtage debutantprisen sammen med ham.
'Han er meget bevidst om at være digter, og man kan mærke konsekvensen af hans digte i vores liv og omverden,” siger Signe Gjessing.
Gyldendals direktør Johannes Riis håber, at Yahya Hassans succes kan bane vejen for 'nye udsagn fra hans verden. Det vil være godt for vores land at høre mere fra den verden'.

Signe Gjessing imponerede publikum på Vejle Bibliotek med en intens oplæsning fra sin digtsamling ’Ud i det u-løse’. Foto: Jeppe Rafn.