De ledige skal bevæge sig
Jobcenter Kolding, Haderslev og Vejen arrangerer for første gang jobmesse sammen
Jobmesse med 85 virksomheder der, inviteret af tre jobcentre, skal forsøge at finde ny arbejdskraft blandt omkring 2000 jobsøgende borgere fra Kolding Haderlev og Vejen. Det var scenariet da Jobcenter Haderslev, Kolding og Vejen arrangerede jobmesse i Tre-For Arena:
“Virksomhederne har ikke tid til at rende til messer i tide og utide, og vi kunne se en masse fordele i, at arrangere sådan en messe her sammen. Kommunerne bliver jo ofte bebrejdet, at de ikke arbejder nok sammen, men det gør vi altså i høj grad”, lyder det fra Ingelise Bøhme der repræsenterer Jobcentret i Kolding.
Ledig i arbejde
Til jobmessen er ledige fra de tre byer blevet inviteret til at komme og møde virksomheder og uddannelsesinstitutioner. En del af virksomhederne er der for at vise hvem de er, andre har rede jobs med:
“Vi forventer helt sikkert, at der kommer noget helt konkret ud af det her, at der kommer nogle ledige i arbejde. Det er vigtigt, at de ledige ikke er blevet tvunget herud, de er her af egen interesse”, konstaterer Bertel Hansen der er virksomhedskonsulent ved Jobcenter Haderslev.
“Vi vil gerne vise, at de ledige der er i jobcentrene, de er faktisk slet ikke så ringe. Så næste gang virksomhederne søger arbejdskraft, så kan de ligesp godt kontakte jobcentret i stedet for at slå stillingen op”, supplerer Ingelise Bøhme.
Knap 2000 ledige besøgte messen, hvor virksomheder fra Haderlev, Kolding og Vejen var repræsenteret.