Fortsæt til indhold

Hæder til Michael og Kasper

Michael Johannsen og Kasper Jørgensen modtog fredag Metalindustriens Lærlingepris

Arkiv
Arkiv

For 12. år i træk uddeler Metalindustriens Uddannelsesudvalg sin lærlingepris, ML-Prisen. Prisen gives til lærlinge, der både fagligt og socialt er i topklasse, og IT-supporter Michael Johannsen fra Kruså og Kasper Jørgensen fra Rødekro er begge blandt dette års modtagere.
Michael er indstillet til prisen af både sin virksomhed, Danfoss Power Solutions ApS, og sin skole, EUC Syd.
Selv giver Michael følgende bud på, hvorfor han lige har skilt sig ud blandt de flere end 200 indstillede lærlinge:
"Jeg valgte uddannelsen som it-supporter, fordi jeg altid har haft en stor interesse for computere, og så føltes det bare helt rigtigt. Det bedste ved faget og uddannelsen er, at man møder mange forskellige mennesker og hjælper dem med deres problemer. Jeg tror, at jeg er blevet god fordi, jeg er meget engageret i faget. Og så har jeg selvfølgelig arbejdet hårdt for løbende at blive bedre. At få en ML-Pris, er et ekstra klap på skulderen, og det viser, at skolen og virksomheden har været glade for det, jeg har præsteret. Det giver et kæmpe selvtillidsboost", siger Michael Johannsen.
Kasper er indstillet til prisen af både sin virksomhed, Benteler Aluminium Systems DK A/S, og sin skole, EUC Syd.
Selv giver Kasper følgende bud på, hvorfor han er blandt prismodtaterne.
"Egentlig søgte jeg ind på uddannelsen som it-supporter, fordi jeg holder meget af at spille computerspil, og altid har brugt computeren i hverdagen. Selv om uddannelsen intet har med computerspil at gøre, blev jeg dog bidt af faget alligevel. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg lige netop blev god til mit fag, men det har helt afgjort noget med min store interesse for faget at gøre. Det er stort at få sådan en pris. Jeg havde slet ikke regnet med det, men jeg er meget stolt over det", siger Kasper Jørgensen.

Kasper Jørgensen fra Rødekro kan bryste sig af samme hæder. (Privatfoto).