Fortsæt til indhold

Peter talte mod mobning

Foredragsholder og skuespiller Peter Mygind fortsætter sin kamp mod mobning. Forleden var han i Esbjerg

Arkiv
Rune Weitling

Som forældre betyder det alt, at ens børn trives og har det godt. Derfor findes der vel næppe noget meget værre, end hvis ens barn bliver mobbet.
Netop mobningens forfærdelige ansigt snakkede Peter Mygind om mandag aften i sidste uge, da Børns Voksenvenner Esbjerg havde inviteret til anti-mobbe arrangement med Peter Mygind som hovedtaler.
“Mobning er modbydeligt og det kan skade én for evigt. Jeg kender flere, som i dag lider af post traumatisk stress og angst som følge af mobning,” forklarede Peter Mygind fra scenen.
“Det værste er dog næsten ikke engang selve mobningen, for der er egentlig så mange, der mobber. Det værste er de tusindvis, der hver dag kigger på. Medløberne og tilskuerne. Min største mission er, at vi stopper med det. At vi ikke lader som ingenting,” lød det fra Peter Mygind til den små 300 gæster, der interesseret lyttede til skuespilleren og foredragsholderen.
“I et stærkt fællesskab opstår der sjældent mobning, og derfor er min ypperste mission, når jeg tager ud til eksempelvis skoler, at styrke fællesskabet. Mobning foregår også ofte på arbejdspladser, men ved et stærkt fællesskab trives mobning ikke. Så mit bedste råd er først og fremmest at sætte ind der. Om det så i skolen eller på arbejdet.”