Fortsæt til indhold

De lærte danskerne at spise sønderjysk kål

Haderslev-virksomhed leverer frossen kål til hele nationen

Arkiv
Peter Rasmussen

Kål-jubilæum Enhver sønderjysk kogebog er naturligvis spækket med herlige kålretter. Sønderjyder har nemlig altid været glade for at spise kål. Det har imidlertid ikke altid været så let, at lave disse kålretter. Man skulle høste, hakke og bøvle med kålen før den kunne proppes i gryderne. Men det lavede en visionær slagter om på for 40 år siden. slagtermester Andreas Christiansen fra Haderslev etablerede nemlig - tilbage i 1974 - Nordeuropas første fabrik for fremstilling af kogt, hakket kål i dybfrost. Sønderjyderne var vant til at spise sønderjydsk grønlangkål i forvejen, men nu skulle Andreas Christiansen og hans hustru Henny lære hele Danmark at spise sønderjydsk kål. Det første år blev der solgt tre tons. I dag forarbejdes der mere end 900 tons på fabrikken. Sønderjydsk Kål er en højt specialiseret fødevarevirksomhed, hvor der både fremstilles kogt, hakket grønkål og hvidkål. Man finder de sunde, sønderjydske grøntsager i frysedisken i førende butikker over hele landet, og firmaet leverer også til restauranter og cateringvirksomheder.

Kål er cool

Sund mad er kommet på mode, også blandt de unge. Derfor bliver Sønderjydsk Kål overalt markedsført under overskriften: ”Kål er cool”. 40 års jubilæet er netop blevet fejret med en reception på Tørning Mølle. Her fik kunder, venner og tidligere medarbejdere lejlighed til at hilse på og smage sønderjydsk grønlangkål og gammeldags hvidkål. Firmaet ønskede ikke gaver, men gæsterne blev bedt om at indbetale et beløb til glæde for børnene på Julemærkehjemmet i Kollund.