Vi har dummet os
Det er en hård straf, men vi accepterer den, siger Simon Kristiansen på vegne af SønderjyskE-spillerne
En spilledags karantæne og 1.000 kroner i bøde.
Sådan lød straffen fra DIF's Matchfixing 12 til nuværende SønderjyskE-spillere. Og spillerne modtager straffen uden bortforklaringer.
"Det er drønærgerligt, at vi overhovedet blev blandet ind i den sag, men nu må vi komme videre. Vi accepterer afgørelsen og tager vores straf," siger Simon Kristiansen, der udtaler sig på hele truppens vegne.
"Vi ved godt, at vi har gjort noget, som vi ikke måtte. Derfor er vi også skuffet over os selv. Vi har handlet ret dumt og imod reglerne, og det får nu nogle konsekvenser."
Både SønderjyskE-træner Morten Henriksen og håndboldekspert Bent Nygaard har erklæret sig uenige i, at spillerne skal have karantæne.
"Det er en lidt hård straf, og den kan jo godt komme til at betyde noget for SønderjyskE. Om straffen er for hård, må andre vurderer," siger Simon Kristiansen, der beklager, at klubben er blevet blandet i sagen.
Sagen er behandlet af DIF's Matchfixingnævn, og netop ordet matchfixing er et ord, der flere gang har været brugt i sagen. Til stor ærgrelse for spillerne:
"Det har været frustrende, at de forkerte termer har været fremme i debatten. Mange har talt om matchfixing i denne sag, men vi er straffet for uetisk adfærd. Matchfixing er, i hvert fald i mine øjne, meget værre, Det er nogle journalister, der bruger de forkerte begreber, og det er skadeligt for vores og klubbens renomé, at vi bliver kolbet til matchfixing," siger Simon Kristiansen.