Importøren overvejer rollator
Kun et år efter butikken fyldte 100 år fylder den oprindelige kæde 110 år
Mange ting kommer og forsvinder henover 110 år. Kæden, der gav liv til Importøren i Algade, har dog overlevet lige siden 1904. Godt nok er der sket mange forandringer med udvidelser og indskrænkninger, men ikke desto mindre holder forretningen på gågaden langt hen ad vejen fast i det originale koncept. En lokal indsats der har stået på lige siden 1913, hvor butikken åbnede i Roskilde. - Vi nyder jo godt af, at vi har været her i så mange år, for det har sikret, at de fleste kender os, fortæller ejeren af Importøren Jørgen Bagge og fortsætter: - Derfor ser vi, at både forældre samt deres børn og senere børnebørn kommer forbi og handler hos os.
Rollatortanker uden festen
110 år er noget af en alder, men på trods af den imponerende fødselsdag bliver der ikke gjort noget særligt ud af dagen hos Importøren. Ifølge Jørgen Bagge er man i butikken godt tilfreds med at tage begivenheden stilfærdigt. Han morer sig dog lidt over, at hvis man laver lidt kreativ bogføring med antallet af års erfaring hos de ansatte så lander det overordnede resultat også på 110 år. - Hvis man lige undlader at medregne et par stykker, går regnestykket op, da jeg har været her i 45 år, og vi har en, der har været her i 35 år og en, der har været her i 30 år. - Men når man er nået vores alder, går man ikke så meget op i at feste og fejre den slags. Vi har i stedet overvejet, om vi skulle have fået rollatorer til os ældre, men jeg tror, det ville have været lidt usmagligt, fortæller Jørgen Bagge. hw