Fortsæt til indhold

Nyt spøgelseshus i Vejle med LEVENDE spøgelser

“Der er noget fantastisk over at blive skræmt,” fortæller en smilende arrangør af ’Dystopia Haunted House’

Arkiv
Af Anders Godtfred-Rasmussen

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. 26-årige Jonas Bøgh Pedersen viser rundt i det, der om få uger skal give gys og gru i Spinderihallerne i Vejle.
Det er tydeligt at se, at der er system i rodet, og at opstillingen til 'Dystopia Haunted House' er ved at falde på plads. Desværre for læserne var der ingen færdige kulisser, der kunne afsløres, da vi besøgte stedet, hvor vejlenserne skal skræmmes i slutningen af oktober 2014.
Det er næsten et år siden, at makkerparret Jonas Bøgh Pedersen og Nick Hadsund gik i gang med planlægningen af 'Haunted House'. De har teamet op med Tommy Salholt og Steffen Kousgaard Jensen fra Fantasy Fabrikken, der allerede ligger i Spinderihallerne, for at få det hele til at fremstå så realistisk og skræmmende som overhovedet muligt.
“Der er noget fantastisk over at blive skræmt og at skræmme andre. Det er et urinstinkt i mennesket, helt fra dengang vi blev jaget af sabeltigeren. Der er endorfiner, der bliver sluppet løs i kroppen, når du bliver skræmt. Det er en stress respons, som kroppen automatisk gør, og som giver os en oplevelse,” fortæller Jonas Bøgh Pedersen.
Han har før været involveret i mindre projekter, hvor det at skræmme folk var det centrale. Dette projekt bliver dog i stor skala, og det koster også mange penge. 250.000 kroner har private investorer postet i projektet, og de penge kommer kun ind igen, hvis det bliver en succes de otte gange, der holdes åbent i oktober.
“De besøgende kommer til at opleve realistiske kulisser med levende aktører. Vi har fået 80 frivillige til at optræde i uhyggens tjeneste, og vi lover, at det bliver skræmmende,” siger Jonas Bøgh Pedersen.
Det gennemgående tema for 'Dystopia Haunted House' er en fremtidsvision, hvor fascistiske politikere har taget magten over jorden. De vil slå det meste af befolkningen ihjel og starte forfra med nogle få udvalgte. Til at slå ihjel med har de valgt at inficere mennesket med en svamp, som kan sprede sig videre af sig selv.
Det er her, journalisten får en flig af, hvad beskueren kommer til at se, når det hele står færdigt, for Jonas Bøgh Pedersen bekræfter, at der nok kommer til at være noget medicinsk udstyr i et af rummene, der måske viser, hvor uhyggeligt et laboratorium kan være.
Resten af historien må de besøgende vente med at se, når 'Dystopia Haunted House' åbner den 16. oktober.

Skræmmende bliver det, når ’Dystopia Haunted House’ åbner dørene om et par uger. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.