Kørt ned på motorcykel og mistede benet

Flemming Andersen fra Fredericia var ude at køre motorcykel, da det gik galt. Det er 14 år siden nu.
“Jeg bliver ramt af en venstresvingende bil. Da jeg vågner, ligger jeg på asfalten og ser ned på mit ben. Der stikker knogler ud, og blodet sprøjter. Så tænker jeg, at 'uh, det må godt nok gøre ondt, det der'. Det er som om det slet ikke er mig og mit ben,” siger han.
Det er hans venstre underben, han tænker på. Måske overdøves smerten af en anden stærk smerte: I venstre lår - gemt inde under tøjet - ser det nemlig næsten lige så slemt ud. Det ved Flemming bare ikke endnu.
“Så ser jeg bilisten, der har ramt mig. Han løber rundt på vejen og siger 'jeg så ham slet ikke.' Så besvimer jeg og vågner først på sygehuset,” siger Flemming.

Koldbrand

Flemmings benbrud er kompliceret og kræver en del skruer og et såkaldt marv-søm, der bankes ned gennem marven i lårbensknoglens fulde længde.
“Da jeg vågner af narkosen, sidder der en læge ved mig og siger 'du beholder benet'. Jeg havde slet ikke forestillet mig andet. Det var jo bare et brækket ben,” siger han.
Lægerne bekymrer sig især om hans sår. De frygter, at der skal gå betændelse i dem.
Umiddelbart er der dog styr på hans kvæstelser.

Saks i såret

Efter et par dage begynder Flemming at få mere og mere ondt i venstre fod. Samtidig ser lægerne mere og mere bekymrede ud, når de ser på hans sår.
“Så en dag kommer en kvindelig kirurg ind. Hun klipper lidt død hud af og undersøger såret. Pludselig hakker hun sin saks dybt ned i såret,” siger Flemming og viser med hænderne en bevægelse som ville han ryste det sidste ketchup ud af en flaske.
“Saksen går dybt ned i såret. Jeg sidder og ser på det, men kan ikke mærke noget som helst. Så pakker hun sine ting og forlader lokalet uden at sige ét eneste ord,” fortæller Flemming og slår lidt ud med armene.
Derefter går der en halv times tid, hvorefter en hel stime læger vælter ind på stuen og taler om koldbrand. Og så bliver Flemming overført til Odense.

Slagtebord

I Odense undersøger lægerne en ekstra gang benet.
En stiller Flemming et spørgsmål, han ikke lige var forberedt på:
“Har nogen snakket med dig om at amputere?”
Men det har ingen. Endnu. Senere ligger Flemming på operationsbordet, omtåget af morfin, mens lægerne undersøger benet.
Han hører dem tydeligt tale om amputation, og om hvor snittet skal lægges.
“Da jeg senere er kommet til mig selv, får jeg det at vide: De kan forsøge at redde benet ved hjælp af muskler fra min ryg. Hvis det mislykkes, kan de forsøge igen med endnu en rygmuskel. Men der er ingen garantier, for musklerne har ikke ret meget at gro fast i,” siger Flemming.
Han kan ikke leve med tanken om både at have dårlig ryg og dårligt ben.
“Så skær det af,” siger han.