Fortsæt til indhold

- Skolebussen kører fra vores børn

Forældre klager til kommunen

Arkiv
Anette Gundlach

Lille Oliver kom for sent på sin første skoledag i 0. klasse på Tjørnegårdsskolen. Siden da er han blevet glemt flere gange af Roskilde Kommunes nye samarbejdspartner, busselskabet, HB bus. Busserne henter Roskildes børn med specielle behov og kører dem til de skoler, de går på.
Hans to store søskende Rasmus og Nikita tager de samme busser, og oplever nøjagtigt samme problemer.
Nikitas far Steffen Klausen forklarer, at det slet ikke kører med de nye busser, og han er efterhånden desperat efter at få en hverdag, hvor han kan regne med transporten.
Siden kommunen gik over til HB Bus er hverdagen blevet usikker, fordi han aldrig ved, om den 13-årige pige bliver glemt, kommer for sent i skole eller hvornår hun kommer hjem igen. Hun bliver ofte hentet for sent eller også er det aftalte afhentningstidspunkt bliver ændret uden, at familien fik besked. Usikkerheden gør en presset hverdag endnu mere presset.
- Jeg bliver urolig og bange, når hun ikke kommer hjem til den aftalte tid, siger Nikitas far Steffen Klausen:
- Jeg ved jo ikke, om der er sket en ulykke eller om der er noget galt.
Nikita har gået på Boserup Friskole siden 2009.
Frem til sommerferien i år er hun kørt problemløst med Taxa Selandia.

Altid forsinket

Nikita bor hos sin far hver anden uge. Da hun kørte med Taxa Selandia var aftalen, at hun blev hentet klokken 5.45 om morgenen fra deres adresse og fra skolen klokken 16.30.
Tidspunkterne er siden sommer blevet ændret syv gange uden, at familierne har fået besked, fortæller Nikitas mor, Anja Klausen.
Tirsdag i den første uge efter sommerferien, hvor Steffen Klausen havde sin datter, var hun stadig ikke kommet hjem klokken 16.45, hvor hun senest plejede at være hjemme.
Steffen Klausen ringede derfor til skolen for at høre, om der var problemer. Han fik at vide, at HB Bus havde ringet og fortalt, at de havde glemt pigen og derfor sendt en taxa efter hende. Nikita ankom på hjemadressen en halv time senere end planlagt.
Steffen Klausen er fortørnet over, at HB Bus ikke kontaktede ham, da det var ham, der sad og ventede og var bekymret.

En time for sent

En morgen gik Nikita ud for at vente på bussen, der som altid skulle komme 5.45. Da den ikke dukkede op, ringede Steffen Klausen til HB Bus' vagttelefon.
Her fik han at vide, at bussen først var planlagt til at komme klokken 7.
Han protesterede og fortalte, at det ikke var aftalen, og at han så ikke kunne nå rettidigt på arbejde.
Svaret var, at bussen i stedet kunne være fremme klokken 6.11.
- Det gør mig mildt sagt vred. Min pressede morgen, bliver på den måde superpresset, og jeg bliver tvunget til at ringe til en taxa for at komme til stationen.
Sådan går dagene med jævnlige forsinkelser på både ud- og hjemture.
- Jeg har al mulig forståelse for myldretid, men jeg vil da have besked. I stedet skal jeg, ligesom mange andre forældre, altid bruge tid på stå i telefonkø og vente halve timer på at komme igennem, fordi de også har problemer med telefonsystemet.

Holbæk sagde stop

Steffen Klausen har klaget til Roskilde Kommune, fordi han gerne vil have problemerne løst.
- I Holbæk har de haft de samme problemer, men det tog kommunen konsekvensen af og stoppede aftalen efter fire uger med øjeblikkelig virkning.
- Hvorfor pokker har Roskilde Kommune ikke fulgt trop, side om side med Holbæk, siger Steffen Klausen.
- Vi er mange familier, der oplever det samme, og vi klager men får ingen feedback.
Nogle af børnene, der bliver hentet med bus er handicappede, de har ofte brug for at have en stabil hverdag, hvor de ved, hvad der sker. Ellers risikerer hele deres dag at blive ødelagt.
- Al denne ustabilitet går ud over dem, forklarer Nikitas far og fortsætter:
- Flere forældre har nu valgt at køre børnene selv, for at undgå problemerne.
Det har han ikke mulighed for. Derfor håber han på, at kommunen stopper samarbejdet med HB Bus og ansætter en virksomhed, der kan overholde aftaler.
Steffen Klausen skal mødes med kommunen om sagen i oktober.
Hvad mener du. Skriv det nedenfor eller gå ind på avisens facebookside og skriv en kommentar.
ag@roskildeavis.dk