Grønne børn sorterede Ren Uge i gang
Hele Danmark har Ren Uge i denne uge. Udvalgsformand Frode Sørensen skød i morges kampagnen i Sønderborg Kommune i gang i Børnehuset Abildgård i Lysabild, hvor engagerede børn sorterede helt fejlfrit – og høstede grønne kasketter.
Fokus i kampagneugen er på børnene og den naturlige leg, som sortering af affald gerne må være. De 158 tilmeldte børn i Sønderborg får i ugens løb lejlighed til at sortere alt det, de i dagenes løb får imellem hænderne – fra vindruernes stilke og indpakninger til toiletrullernes pap og vaskemiddeldunkene. Det sorteres i papbeholdere inden døre, men på samme måde som sortering foregår hjemme hos forældrene i de store, grønne beholdere.
"Affald, som vi ikke kan genbruges, bliver brændt af i en kæmpestor ovn. Men meget af det plastik og pap, I kan se her, det kan genbruges, og vi kan sparemange penge, hvis vi laver nye poser og dunke af genbrugs-plast. Derfor er det vigtigt, vi sorterer," forklarede Frode Sørensen, som også opfordrede til at tage tomme dåser og plastflasker med hjem i genbrugsbeholderne derhjemme, hvis børnene fandt nogen i skoven eller andre steder.
To børn hjalp Frode Sørensen og leder af Abildgård, Jane Andresen, med at sortere – og der var ingen slinger i valsen. Alt røg i den rette beholder. Børnehuset har også hjulpet børnene godt på vej ved at hænge eksempler på det, der skal i de to beholdere, på siden. Det hjælper, når man f.eks. skal se forskel på hård plast og plastposer.
"Vil I ha en kasket," spurgte Frode Sørensen børnene, der næsten alle gerne ville være synlige, grønne ambassadører for Grøn Generation, som der stod på kasketten. Men kasketten på kan de nu tage hjem og fortælle forældre og bedsteforældre, hvordan de med deres sorterings-leg er med til at passe på miljøet, klimaet og dermed jordkloden.
På besøg i dag i Abildgård var også en af fejemaskinernes fra Vej&Park, og den snuppede i tre hurtige omgange alle de efterårsblade, der var blæst sammen i børnehusets gård.
"Det ville ha' taget jer lang tid med en kost, tror I ikke," snakkede Frode Sørensen med børnene om. Flere af dem ville nu godt ha' taget kosten og givet et nap med.
"Så spørg jeres forældre, om I må få en kost og feje. Det kan man næsten altid få lov til," lød det med en smil fra udvalgsformanden, der dermed vil en god, grøn og glad start på Ren Uge.
I de 11 børnehaver/dagplejer, der er med i kampagnen i Sønderborg, er sorteringskasserne fordelt, og fejemaskinen kommer også på besøg hos dem alle. Ligeledes deltager alle børnene i en tegnekonkurrence, og de får alle besøg af Luise Hulgaard fra Sonfor, der er en sand mester i at underholde med, hvad genbrug alt kan bruges til.