Gemte tyvekoster i tørklædet
En kvinde blev fredag eftermiddag afsløret som tricktyv, da en 81-årig mand fra Roskilde fandt sin forsvundne pung i hendes tørklæde. Tyveriet skete, da manden var ved at forlade Lidl på Københavnsvej.
En kvinde skubbede til ham, og kort efter mærkede han, at han manglede pungen, der havde ligget i jakkelommen. Manden fik mistanke til kvinden og gik hen til hende og spurgte om hun havde taget pungen.
Kvinden lod som om hun ikke forstod ham og forsøgte at forlade stedet, har han forklaret til politiet. Den bestjålne gav dog ikke så let op, og han hev fat i hendes lange tørklæde.
Da han greb fat, mærkede han, at der lå noget gemt i det. Det viste sig at være hans pung, som han straks tog tilbage.
Herefter løb kvinden fra stedet. Han har beskrevet kvinden som mellem 30 til 35 år. Hun var kraftig med mellemlangt sort hår. Hun så østeuropæisk ud og var iført flere lag tøj og et langt tørklæde.